Foto: Bax Lindhardt

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen bankede deres indonesiske modstandere i Copenhagen Masters-finalen.

Der var aldrig tvivl om udfaldet, da damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen på overbevisende vis tog sejren i dette års udgave af Copenhagen Masters.

Den indonesiske damedouble Mahadewi Istirani Niketut og Anggia Shitta Awanda fik aldrig et ben til jorden, da danskerne vandt i to sæt: 21-10, 21-8.

Dermed fik danskerne revanche fra nederlaget til den indonesiske double, der i foråret højest overraskende ekspederede danskerne ud af Malaysia Open i første runde.

Derfor glæder det også Kamilla Rytter Juhl, at man fik hævn i søndagens finale.

»Vi var virkelig sultne efter at få en revanche. I starten skulle vi kæmpe lidt for det, og de bed godt fra sig, men så var det, som om vi ville det lidt mere end dem,« siger hun.

»De virkede til at have svært ved at finde løsningerne, og vi havde lært af den kamp, vi tabte. Vi ville gerne vise, at man ikke bare slår os.«

Masters-triumfen runder et imponerende år af for den danske superduo. Det største resultat kom i hus, da det blev til VM-sølv i Jakarta i Indonesien i august.

»Det har selvfølgelig været et sindssygt godt år for os,« siger Kamilla Rytter Juhl, der alligevel ikke kun husker 2015 for de positive resultater.

»Det startede rigtig godt i de første par måneder, men det var heller ikke de største turneringer, vi spillede. Efter det gik det lidt nedad, og vi frygtede, at vi var ved at være færdige. Men senere fik vi glæden tilbage, og det gav pote til VM,« siger hun.

Copenhagen Masters afholdes hvert år mellem jul og nytår i Falconer Centret på Frederiksberg, og selv om der ikke er ranglistepoint på spil, deltager danskerne gerne.

»Det her var et fantastisk punktum at sætte på vores sæson, og det er fedt at komme herind og spille foran det danske publikum,« siger Kamilla Rytter Juhl.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook