Den 22-årige danske badmintonspiller Line Kjærsfeldt har været inde i en periode, hvor resultaterne ikke just er gået hendes vej. Hun er ramt mentalt, og hun mangler helt banalt at tanke noget selvtillid.

Camilla Martin. Tine Baun. To stærke danske badmintonkvinder, der hver især har vist sig markant frem, da de stadig var aktive. Kvinder, som 22-årige Line Kjærsfeldt ikke som sådan føler et pres over at skulle leve op til.

Hun vil selvfølgelig gerne gøre det godt, men desværre har hun haft det meget svært, når modstanderen på den anden side af nettet har tilhørt verdenstoppen. Ved årets All England blev danskeren slået ud af verdensmesteren Carolina Marin allerede i første runde.

»Jeg mangler lidt den sejr, som måske giver det sidste skub. Som gør man tror 120 % på det. Men lige for tiden kæmper jeg med at komme tilbage fra et lille breakdown, jeg synes, jeg har haft. Jeg har kæmpet med at finde mig selv inde på banen,« siger Line Kjærsfeldt, der har været professionel siden hun var 15 år, til TV2 Sport.

Efter All England har hun også deltaget i China Open og India Open. Begge gange røg hun ud i første runde.

Hendes sammenbrud bunder ikke bare i, at hun har haft det svært under kampene. Det handler i ligeså høj grad om det mentale, som ikke helt er med hende. Hun arbejder med en sportspsykolog, så hun for alvor kan finde de redskaber frem, hun har - redskaber som hun ved er der, som hun ved hun kan bruge, men som hun har svært ved at få helt i spil.

Og det skyldes, at hun mangler den sidste selvtillid.

»Jeg tror bare, jeg oftest har lidt svært ved at tro på mig selv, og at jeg egentlig godt kan. Det er noget, jeg skal arbejde på, at jeg skal lade være med at føle mig så usikker. For jeg har jo spillet til at kunne nå til toppen, og det tror jeg også på. Det er bare med at få det fundet 100 % frem,« siger Line Kjærsfeldt, der lige nu ligger nummer 26 på verdensranglisten i badminton, til TV2 Sport.

Hun tror aldrig, hun kommer til at være typen, der stikker næsen markant i sky, fordi hun altid har været ydmyg og tilbageholden. Og det er da heller ikke fordi, at den 22-årige aarhusianer ikke har brilleret på badmintonbanen.

I november nåede hun kvartfinalen i China Open, ligesom at hun også to gange har kunnet kalde sig dansk mester i damesingle.

Siden Tine Baun stoppede karrieren for fire år siden, er Line Kjærsfeldt kommet mere og mere i rampelyset på badmintonbanen. Og selvom resultaterne lige nu ikke helt går hendes vej, trøster hun sig med, at en spiller som Tine Baun først toppede, da hun var i slutningen af 20'erne, og Line Kjærsfeldt fortsætter også med at træne benhårdt.

Næste gang 22-årige Line Kjærsfeldt skal i aktion på den internationale scene er i slutningen af denne måned. Fra den 25.-30. april er der EM i Kolding, og dermed er danskeren på hjemmebane.