VM i badminton blev mandag servet i gang på dansk jord i Ballerup, og her er herresinglen Jan Ø. Jørgensen et af de bedste bud på en dansk medalje.

Første runde klarede hjemmebanefavoritten uden de store problemer, da han med en sejr i to sæt sikkert besejrede belgieren Maxime Moreels 21-15 21-11.

De seneste år har den 26-årige singlespiller taget et tigerspring mod verdenstoppen. En placering som nummer tre på verdensranglisten og en nylig sejr i en af de største turneringer er kulminationen på et helt igennem fantastisk år. Men for få år siden var der ikke meget, der tydede på, at Jan Ø. Jørgensen ville være i stand til at løfte den gigantiske arv efter Peter Gade. Faktisk skulle der to tragiske oplevelser til, før han forstod, hvad det kræver at nå til tops.

I 2011 var Jan Ø. Jørgensen i gang med de sidste forberedelser frem mod VM, men med ét røg alle tanker om fjerbolde i baggrunden. Hans mor havde lidt af diabetes, siden hun var barn. Forældrene boede hjemme i Aalborg, mens sønnen var flyttet til København. Over telefonen havde Jan Ø. ikke forstået, hvor slemt moren reelt havde det.

- Hun var frisk i hovedet og havde stadig sine markante meninger. Og det var jo bare det, jeg hæftede mig ved, når vi ringede sammen. Jeg lagde ikke mærke til, hvordan hun havde det fysisk.

Derfor kom det også som et stort chok, da han fik den værst tænkelige besked. Med Jan Ø. Jørgensens egne ord havde de mange år med sukkersyge tæret så hårdt på kroppen, at den ikke kunne mere. Sygdommen havde simpelthen ædt kroppen op indefra.

- Det var virkelig et chok, da jeg fik at vide, at hun var gået bort. Badminton blev ligegyldigt. Jeg græd mig selv i søvn hver aften og var helt smadret følelsesmæssigt. Alt var revet op med roden. For mig var mine forældre en urokkelig del af tilværelsen, der altid ville være der. Og nu var min mor væk. Det kunne jeg slet ikke kapere, sagde Jan Ø. Jørgensen i et interview med BT kort før starten på VM.

Onsdag skal den tredjeseedede dansker igen i aktion klokken 11.45, når finske Eetu Heino er modstander i anden runde.