Mathias Boe brusede over af lykke, da han blev interviewet kort tid efter Danmarks sejr i det uofficielle verdensmesterskab, Thomas Cup.

Danmark vandt samlet med med 3-2 over Indonesien, og det er første gang i historien, at badmintonherrerne sikrer sig den prestigefyldte titel efter i alt ni finaleforsøg.

Vurderet ud fra doublespilleren Mathias Boes reaktion var det ikke så ringe endda.

»Folk hjemme i Danmark fatter ikke, hvor sindssygt det her er. Det kan godt være lidt irriterende som badmintonspiller, men sådan er det. Vi ved, hvor sindssygt, det er, der sidder måske en halv milliard og ser det her på tv-skærmen. Hold kæft det er fedt det her. Jeg skal købe den største flaske champagne,« sagde Mathias Boe til TV 2 Sport.

Boe var ikke i aktion i finalen, men det var til gengæld Hans-Kristian Vittinghus, som ganske overbevisende sikrede Danmark den fortjente og historiske sejr over Indonesien, da han fandt femte og afgørende kamp.

»Det var fuldstændig fantastisk,« sagde Hans-Kristian Vittinghus til TV2 Sport og fortsatte:

»Det har været en drøm lige siden, at jeg startede på landsholdet. Nu har vi tabt finalen otte gange, så det er en kæmpe forløsning for os selv og dansk badminton, at det endelig lykkedes. Det er lidt surrealistisk. Vi troede på det, da vi startede ugen, men det er ikke det s amme, som at det kommer til at ske. Det er crazy,« sagde Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 Sport.

BADMINTON-THOMAS-UBER