Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.

Christinna Pedersen vandt sammen med Kamilla Rytter Juhl sølv i damedouble ved OL i Rio de Janeiro. Det var 18. august, og sådan her husker hun dagen:

»På trods af et hårdt kamprogram de foregående dage sidder der ingen træthed i kroppen, da vi står op ved otte-tiden.«

»Morgenmaden spiser vi i vores lejlighed i Rio de Janeiros olympiske by, hvor alle deltagende atleter bor under OLs 14 konkurrencedage. Og vi får det, vi kan lide. Hjemmefra har vi nemlig medbragt noget müssli og andre lækkerier for i de fremmede brasilianske omgivelser at holde fast i det, vi er vant til.«

»Først en times tid før kampstart forlader vi lejligheden og går over i hallen, hvor finalen mod Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi serves i gang ved middagstid.«

»Vi har besejret den japanske duo tidligere, men vi må erkende, at de er favoritter, fordi de i den indbyrdes statistik har flere sejre mod os end vi har mod dem. Det 30 minutter lange første sæt får en perfekt udgang eftersom vi vinder det 21-18.«

Foto: BEN STANSALL
Vis mere

»Undervejs er der et par episoder, der skaber diskussion. Blandt andet råber deres træner, mens bolden stadig befinder sig i luften, at de skal lade den falde, fordi den er på vej ud af banen. Det er vi naturligvis ikke tilfredse med, og derfor brokker vi os. Men vi ved godt, at alle kneb gælder i eliteidræt. På et andet tidspunkt er vi utilfredse med, at japanerne ikke ønsker at udskifte en efter vores mening ubrugelig bold. Så der er hele tiden et psykologisk spil mellem os og japanerne – uden dog at fokus på noget tidspunkt blev tabt.«

»Selvfølgelig er det rart, at føre 1-0 i sæt. Men følelsen er, at vi virkelig har måttet fighte.«

»’Hold kæft, hvor er jeg træt,’ siger Kamilla til mig i pausen. Så vi er godt slidte, da andet sæt går i gang. Desværre stikker de tidligt af fra os, og vinder det 21-14. Så vi må ud i et tredje og afgørende sæt. Her følges vi ad til 14-14.«

»’Alt det hårde er overstået, og vi er stadig med i kampen. Nu gælder det om at være skarpest i kampens afsluttende fase,’ kan jeg huske, at jeg tænker. I de efterfølgende dueller er det os, der har medgang.«

»Vi spiller os frem til en føring på 19-16. Men samtidig med at vi kommer til at spille en smule for stereotypt, finder vores modstandere nogle slag frem, som de åbenbart har gået og gemt på. Det kommer til at betyde, at japanerne sikrer sig guldet ved at tage fem point på rad og række.«

»Bagefter bliver vi enige om, at det er en af de hårdeste, men også bedste kampe i karrieren. Tænk at vi kan få det spil frem i en OL-finale. Det er vi stolte over.«

»Men lige efter kampen får følelserne frit løb, og vi kniber begge en tåre. Øjeblikket før medaljeoverrækkelsen er uforglemmeligt.«

»Her står vi i vores paradedragter udenfor. Vi har lidt svært ved at samle os mentalt. Men så kommer kronprins Frederik hen og giver os en kæmpekrammer og lykønskning. Det var lige det, vi har brug for i det øjeblik. Hans reaktion og empati er vi evigt taknemlige for.«

»Resten af dagen går bare derudad. Jeg når lige at hilse på mine forældre og bror, som er blandt tilskuerne, inden Kamilla og jeg stiller os til rådighed for medierne.«

»Først i løbet af aftenen stilner offentlighedens interesse af, og vi kommer ned til Copacabana-stranden, hvor vi nyder et par drinks samtidig med, at vi på storskærm ser Sara Slott vinde sølv i 400 meter hækkeløb.«

»Jeg har vundet meget i min karriere. Men 18. august 2016 glemmer jeg aldrig nogensinde.'«