Verdensranglistens nummer ét, Lee Chong Wei fra Malaysia, er blevet suspenderet fra al konkurrence af det internationale badmintonforbund, BWF.

Lee Chong Wei afleverede en positiv dopingprøve under VM i badminton i Danmark tilbage i august. Både A- og B-prøven viste spor af stoffet dexamethasone, og BWF har nu indstillet sagen til forbundets høringspanel, som inden længe vil komme med en dato for retsmødet. Her vil panelet diskutere og afgøre, hvorvidt Lee Chong Wei har begået en dopingforseelse og i så fald udmåle en eventuel karantæne, som i værste fald kan lyde på to år. Ender karantænen på to år, går Lee Chong Wei glip af OL i Rio i 2016, som ellers var hans helt store mål, og i øvrigt en titel, han aldrig har vundet.

Udelukkelsen varer indtil panelet er kommet med en afgørelse, og indtil da må den 32-årige malaysier affinde sig med ikke at deltage i nogen former for konkurrence.

BWF har ikke ingen kommentarer til sagen, før panelet har diskuteret sagen til bunds.

Lee Chong Wei har i løbet af sin karriere vundet 55 titler og har derudover et hav en andenpladser til de store turneringer som VM og OL, hvor den evige konkurrent Lin Dan har henvist ham til andenpladsen flere gange.