Først slog Viktor Axelsen legenden Lin Dan i onsdags ved første runde af Australian Open. Og lørdag morgen beviste den 21-årige badmintonspiller, at det langt fra var en tilfældig sejr, da han også fejede sin danske rival Jan Ø. Jørgensen til side.

Axelsen vandt den rent danske semifinale i Super Series-turneringen 'down under' i to sæt, 21-17, 21-15.

»Virkelig glad for min præstation i dag. Tid til at slappe af og blive klar til i morgen,« skriver Axelsen på sin facebook-side.

I begge sæt var det den 21-årige dansker, der dominerede fra start. Han sikrede sig et forspring, som Jan Ø. Jørgensen så indhentede, inden Axelsen igen tog en stribe point og endte med at tage begge sæt i sikker stil.

Axelsen kan se frem til stærk kinesisk modstand i finalen. Her venter verdens nummer et, kineseren Chen Long, som i sin semifinale besejrede landsmanden Tien Huowei 21-14, 21-19. Axelsen har tidligere mødt Chen Long tre gange - alle gange er det endt med dansk nederlag.