Viktor Axelsen er nu kun en enkelt sejr fra at have spillet sig i finalen ved den store badmintonturnering India Open i New Delhi.

I kvartfinalen besejrede han hjemmebane-yndlingen Haseena Sunil Prannoy, som i runden forinden havde besejret topseedede Jan Ø. Jørgensen.

Viktor Axelsen, der er sjetteseedet ved India Open, indledte ellers kampen dårligt. Således tabte han første sæt 16-21. Til gengæld kom han godt tilbage og vandt de to efterfølgende 21-9, 21-18.

I semifinalen skal Viktor Axelsen, der ved badminton-VM i fjor vandt bronze, højst overraskende ikke op mod Lin Dan. Den kinesiske stjerne tabte nemlig 17-21, 21-15, 17-21 til indoneseren Tommy Sugiarto.

Danmark er også repræsenteret i mixeddouble-semifinalerne, hvortil topseedede Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen spillede sig via en problemløs sejr på 21-10, 21-18 over Kennichi Hayakawa og Misaki Matsutomo.

Senere fredag spiller både Mathias Boe/Carsten Mortensen og Mads Conrad Petersen/Mads Pieler Kolding kvartfinaler i India Opens herredouble-række, mens Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl spiller en tilsvarende kamp i damedouble.