Danmarks lyseste badminton-talent, Viktor Axelsen, forvandlede fredag aften Lin Dans ketsjer til spisepinde, da han fredag aften fik revanche for et finalenederlag i sidste måned.

Blot 15 minutter skulle 21-årige Viktor Axelsen bruge i første sæt mod den kinesiske legende, som danskeren nemt vandt med 21-8.

Viktor Axelsen tabte i sidste måned en sand gyserkamp i finalen i Japan Open til Lin Dan med 21-19, 16-21 og 21-19. Og den enorme skuffelse havde tydeligt forvandlet sig til en ild i den unge dansker.

For i andet sæt smadrede Axelsen Lin Dan rundt i hallen, så hårdt at kineserens ben lignede slatne nudler med kyllingesmag fra Netto.

Andet sæt tog kun 18 min og 21-7 i andet sæt vidnede om en tændt dansker, men en lige så træt kineser uden lyn i kroppen.

»Jeg ville ikke lade det ske igen. Jeg har halvdelen af Odense i ryggen, og dette er den bedste fredag længe. Sejren ligger meget højt, og det niveau, jeg har leveret i de to seneste dage, er noget af det bedste jeg har leveret i min karriere,« sagde han til TV3 Sport efter den største danske sejr over Lin Dan nogensinde.

Viktor Axelsen kan dog ikke hvile på de kinesiske laurbær for lørdag venter en af verdens - hvis ikke bedste - badmintonspillere, kineseren Chen Long i semifinalen i Yonex Denmark Open.

Chen Long var manden bag nedskydningen af Hans-Kristian Vittinghus.

»Nu har jeg heldigvis gjort kort proces i dag, så nu er det hjem og op med stængerne, og så får jeg brug for mine løbeben i morgen,« sagde Viktor Axelsen.