KIFs VM-semifinalist Nick Ekelund-Arenander brillerede med uofficielle 43.77 på sidste tur på 4x400 meter i hold-DM.

Der er Sparta og alle de andre. Østerbro-klubben vandt for 28. gang i træk hos mændene og 16. gang i træk hos kvinderne. Men det store individuelle navn ved hold-DM i atletik på Østerbro Stadion var KIFs VM-semifinalist på 400 meter, Nick Ekelund-Arenander.

Ikke nok med, at han vandt 200 meter i modvind i 21.31 og favoritdistancen 400 meter i 46.16. Han brillerede i endnu højere grad på den sidste tur på 4x400 meter, hvor han førte KIF til sejr i klubrekord 3.14.06 med en sidste tur i en uofficiel tid på fabelagtige 43.77. Hans individuelle danske rekord fra i år i Madrid er på 45.50.

– Min hurtigste splittid er en god måde at slutte banesæsonen på. Det er noget, der styrker motivationen og selvtilliden inden vinterens træning, siger Nick Ekelund-Arenander til BT.

– Jeg føler stadig, at der er en masse ting, jeg kan ændre og forbedre. Jeg glæder mig til næste sæson. 2013 har været et fantastisk år.

Således er han både dansk og svensk mester på 400 meter ude og inde.

Nick Ekelund-Arenanders næste løb bliver hans egen klubs Friløbet over ti kilometer søndag 22. september gennem København. Her skal han assistere sin legendariske klubkammerat Niels Holst-Sørensen, 90, ved præmieoverrækkelsen.

– Jeg glæder mig utroligt til at møde Niels Holst-Sørensen, som jeg altid har beundret, siger den nye stjerne.