Det kan være svært for snart treårige Tobias at forstå, at hans mor skal rejse væk igen. Hun har lige været længe væk, så kommer hun hjem i få dage, og så er hun væk igen.

Men når hans mor hedder Sara Slott Petersen og er Danmarks bedste atlet, er der nogle ofre, der er nødvendige.

Både for Tobias og hans mor, som i denne og i den kommende uge rejser til Schweiz for at løbe Diamond League, atletikkens superstævner, hvor de absolut bedste atleter mødes og dyster om store pengepræmier.

»Jeg vidste jo godt, at jeg skulle af sted igen med det samme, da jeg kom hjem fra Rio. Det er hårdt, men det er jo nok hårdere for ham, end det er for mig. Derfor har jeg også arrangeret, at der sker en masse sjove ting for ham, mens jeg er væk,« fortæller Sara Slott, mens hun sidder i Københavns Lufthavn og venter på flyet til Schweiz.

»Når man nu endelig er blevet hurtig nok til at blive inviteret til de løb, hvor de store penge er, og hvor det er sjovt at være med, så siger man ikke nej. Det her er bare lige afslutningen på sæsonen, så skal jeg holde ferie,« fastslår den danske OL-helt.

En sejr kan indbringe hende 10.000 dollars eller 66.000 kroner, og de vil falde på et tørt sted, efter hun i forsommeren måtte melde afbud til flere Diamond League-stævner på grund af småskader. I stedet forsøger hun at tage revanche med deltagelse i de schweiziske stævner og den afsluttende finale i Bruxelles om to uger.

»Det vil være godt for min økonomi, men den er ikke bundet for stramt op. Jeg har ikke været ude og købe en dyr lejlighed og sat mig for hårdt, så hvis jeg ikke havde lyst til at løbe dem, lod jeg være. Men det er jo også sjovt at være med i de her stævner.«

Foto: Jens Astrup
Vis mere

Det er dog ikke alle pengene, der glider ind på Sara Slotts præmiekonto. Der skal trækkes udgifter fra til flybilletter, og hendes manager skal også have sine procenter.

»Man skal have en manager for at være med i Diamond League, for arrangørerne kan ikke ringe rundt til alle atleterne. Så jeg ved faktisk ikke, hvor meget jeg ender med at få. Det er først, når jeg til sidst får et regneark med en opgørelse over sæsonen. Det er en ny verden for mig, men det hjælper selvfølgelig med at få hverdagen til at hænge sammen,« siger Sara Slott med et grin.

Og det kan godt være en kunst, når man både har familie og et studie, der skal afsluttes.

»Jeg har en bachelor i ernæring, og nu skal jeg til at gøre overbygningen på idræt færdig. Jeg har fået udsættelse på grund af OL, men nu skal jeg i gang igen. Jeg bliver nødt til at prioritere at skrive mit speciale. Det skal kunne lade sig gøre, selvom det helt sikkert bliver svært.«

Fordi hun selv tjener ’rigtige penge’ på stævnedeltagelser, har hun også sagt nej til støtte fra Team Danmark.

»Jeg får personligt ingen støtte fra Team Danmark. Det er der nok nogen, der gør på det her niveau, men hvis man lige kigger ud over egen næsetip, giver det god mening, at støtten går til nogle andre, der er på vej frem. Og jeg får jo også indirekte hjælp ved, at mit forbund og min træner får midler fra Team Danmark.«

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Med sølvmedaljen fulgte også et solidt folkeligt gennembrud for den 29-årige århusianer. Et gennembrud, som formentlig også ville kunne veksles til klingende mønt hos virksomheder, der gerne vil bruge hende i reklamer. Men der vil blive sorteret grundigt i henvendelserne.

»Jeg tror ikke, at jeg vil stille op til mere, end jeg gør nu. Det er måske lidt dumt, fordi jeg har nogle andre muligheder nu, men jeg er nødt til at prioritere, og der må min familie, træningen og studiet komme først,« siger løberen, hvis letgenkendelige smil i år blandt andet har reklameret for V6-tyggegummi.

Næste år fylder den langbenede Århus 1900-løber 30, og det er nærliggende at spørge, hvor længe hun stadig vil jonglere familieliv, studiekrav og en atletik-karriere, hvor det handler om til stadighed at presse sig selv yderligere for at finde de sidste hundrededele, der kan gøre forskellen på medaljer og bitre fjerdepladser.

»Lige nu er jeg i hvert fald sikker på, at jeg fortsætter næste år. Og nok også året efter det. Men så må jeg se, hvad der sker. Der er længe til det næste OL. Det afhænger meget af, hvad min træner Mikkel Larsen vil. Hvis han gearer ned, fordi han ikke længere har overskud og økonomisk mulighed for at blive ved med at træne, så gearer jeg nok også ned. Han er i en klasse for sig selv herhjemme, han kender mig og ved, hvad der har skullet til for, at jeg har kunnet nå så langt. Og jeg er ikke klar til at starte forfra med en ny træner,« fastslår Sara Slott Petersen.