Det bliver ikke behagelig læsning for det internationale atletikforbund (IAAF), når en kommende rapport fra det internationale antidoping-agentur WADA bliver fremlagt.
Rapporten centrerer sig om IAAF og undersøger mulig korruption i forbundet, og forfatteren til rapporten, Dick Pound, lover i et interview med den britiske avis The Independent store afsløringer.
»Når vi frigiver den her information til hele verden, så kommer der til at være en 'wow-faktor',« siger Dick Pound i interviewet ifølge Reuters og fortsætter:
»Folk vil sige: Hvordan i alverden kunne det her ske? Det afviger fuldstændig fra det, som lederne i sporten burde gøre.«
Dick Pound og hans medarbejdere har allerede udsendt første del af rapporten, som har ført til store afsløringer af Rusland som doping-syndere og en suspendering af landets atletikforbund som følge af de mange skandalesager.
Den anden del af rapporten er den, som ifølge Dick Pound kommer til at have en 'wow-faktor'.
Der går dog endnu lidt tid, før rapporten bliver fremlagt for omverdenen. Årsagen til det er, at Dick Pound ønsker den optimale omtale, og det sker ifølge forfatteren til rapporten ikke, hvis den bliver fremlagt tæt under jul.
Han regner i stedet med, at rapporten bliver fremlagt i januar.