Det så dramatisk ud, da den danske maratonløber Abdi Hakin Ulad nærmest kollapsede, så snart han var kommmet over målstregen i det olympiske maratonløb, hvor han sluttede som nummer 35.

Nu fortæller Hvidovre-løberen for første gang i detaljer, hvad der skete, og hvorfor han for anden gang i løbet af hans hidtil tre maratonløb måtte tilses af lægerne efter løbet.

Han havde ellers fået en rigtigt god start, og alt gik efter planen - lige indtil det ikke gjorde det længere.

»Jeg mødte muren alt for tidligt. Jeg har trænet rigtigt godt inden OL, og i begyndelsen var det et meget komfortabelt tempo. Jeg følte mig godt løbende indtil ved 26 km, men så rammer jeg muren to kilometer senere. Og derfra går det galt.«

Til sidst var han helt færdig og blev båret væk af lægerne efter at have lagt sig ned, så snart han havde slæbt målstregen i de særdeles fugtige betingelser, som løbet i Rio blev afviklet under.

»De stak mig alle mulige steder for at give mig et drop med væske. Men de kunne ikke finde en blodåre, og så flyttede de mig bare uden at jeg fik fjernet nålene. Det var ret heftigt. Der gjorde ondt, og der gik omkring 20 minutter, før jeg kom til mig selv,« fortæller den somalisk-fødte dansker.

Han har tidligere haft problemer med at optage væske og næringsstoffer, når han løber maraton. Da han sidste år debuterede på distancen i Frankfurt, var han så dehydreret, at han havde problemer med synet på de afsluttende kilometer, men sådan var det ikke i Rio.

»Det var meget anderledes denne gang. Bagefter talte jeg med team-lægen, og han mente, at jeg muligvis havde for lavt saltindhold i blodet. Jeg sveder meget, og jeg havde muligvis fået skyllet alle saltene ud, fordi jeg drak så meget vand undervejs. Nu skal jeg have foretaget nogle test, så vi kan få løst det her problem.«

Og selvom det kunne virke voldsomt, da Abdi Ulad blev båret væk, har oplevelsen ikke skræmt ham.

»Nej, selvom jeg var skuffet over resultatet, var det stadig en kæmpe oplevelse.  Det er fantastisk at være til OL og at opleve de andre danskere præstere på sådan et højt niveau. Jeg er topmotiveret for at prøve igen,« fastslår Abdi Ulad.

I den nærmeste tid vil han fokusere på træningen, hvor målet i første omgang bliver Eremitageløbet til oktober og siden at komme i top-10 ved december måneds EM i cross-løb, som i år bliver afviklet på Sardinien.