Kort tid efter at have misset en medalje ved VM i Beijing tog Sara Slott revanche med en fremragende præstation ved stort stævne i Zürich.

Det var tæt på ved VM. Og torsdag tog den danske løber Sara Slott Petersen endnu et skridt mod dét, der kan glimte af en vaskeægte medalje ved OL næste sommer, da det blev til en andenplads ved Diamond league stævnet i Zürich.

Sara Slott Petersen formåede ikke at slå tjekkiske Zuzana Hejnova, der vandt VM-revanchestævnet ganske suverænt med den 28-årige dansker som en lige så suveræn toer foran Georganne Moline fra USA.

Resultatet var en opmuntring i sig selv. Dels fordi det var endnu en toppplacering, dels fordi tiden 54.57 for de 400 m hækkeløb er den fjerdebedste for Sara Slott personligt.

Mere end noget andet har sæsonen 2015 været et bevis for, at hvis den danske atlet holdes skadesfri, kan hun tage kampen op mod selv de bedste. Var det ikke for en teknisk fejl ved den 10. hæk, hvor Slott mistede et skridt og blev slået ud af rytmen, kunne tiden have været meget tæt på ny personlig rekord.

Ikke desto mindre har danskeren al mulig grund til at se tilbage på præstationen i det hårdt besatte løb med fuld tilfredshed.

Sara Slott Pedersens andenplads var således nummer tre i rækken ved de Diamond League stævner, hun har deltaget i i denne sæson. Og det, der mest af alt lignede en utrolig historie om et comeback efter en børnefødsel, har taget fart som et eventyr af de større i dansk idrætshistorie.