Selv om man er kendt og vant til at få mange både gode og dårlige kommentarer hele tiden, kan det nogle gange også blive for meget. Specielt med de nedværdigende kommentarer.

Bare spørg den norske atletikstjerne Isabelle Pedersen.

Den hurtige løber, der skal til VM i atletik til august i London, forklarer i et interview med Bergens Tidende, at hun tidligere ville være gået helt ned af at se de grimme kommentarer om hende, men at det stadig gør indtryk på hende i dag.

Specielt sådan en kommentar som denne, der for nylig kom fra en unavngiven bruger på Instagram:

»Imponerende, at en person, der ser så uatletisk ud, løber så hurtigt (det er ikke så slemt ment, altså),« skrev personen, og det får nu Isabelle Pedersen, der selv bruger Instagram flittigt og har over 15.000 følgere, til at fortælle, hvordan de grimme kommentarer får hende til at tvivle på sig selv.

»At komme med sådanne kommentarer er ufatteligt tragiske. For to år siden ville jeg have siddet i brusebadet og grædt over det. Jeg er topidrætsudøver, godt trænet og har egentlig ingen problemer med min krop. Men når jeg scroller ned over Instagram, så tænker jeg: 'Jeg er jævnt dårligt trænet. Hvor er min sixpack, og hvorfor har jeg ikke sådan en rumpe',« siger hun til den norske avis.

Til tv-stationen NRK uddyber hun om de ofte opstillede billeder på eksempelvis Instagram:

»Man får en dårlig følelse af at gå ind på de sociale medier. Og jeg er voksen og ved, at mange af billederne er manipulerede.«