Der er tilsyneladende ingen, der kan stoppe Anna Møller i øjeblikket. Det 19-årige supertalent, der ved OL forbedrede sin egen danske rekord på 3000 meter forhindring med næsten 10 sekunder, blev i weekenden dobbelt dansk mester.

Og ingen af gangene var der bomme på banen.

Om lørdagen vandt Blovstrød-løberen først 1500 meter, og om søndagen blev hun så dansk mester  over to omgange. 800 meter-løbet var på forhånd udråbt til en duel mellem Anna Møller og en anden dansk OL-deltager, hækkeløberen Stina Troest, men i sidste ende blev Amager-atleten nødt til at melde afbud.

Og så var Anna Møller helt suveræn. Hun vandt med mere end to sekunder ned til sin nærmeste konkurrent i tiden 2.05,91 - en ganske respektabel notering for en løber, som først for to år siden fik øjnene op for sit eget potentiale i atletikkens verden. Indtil da havde hun været på ungdomslandsholdet i basketball, men et hurtigt 10 kilometer-løb ved efterskolernes DM fik hende til at ændre spor.

Tiden er samtidig den bedste af en dansk løber på distancen i denne sæson. Kun KIFs nordmand Ida Fillingsnes har i denne sæson løbet hurtigere.

Med succesen i de to mellemdistance-discipliner bliver det spændende at se, hvad Anna Møller i samarbejde med sin træner Kersti Jakobsen beslutter sig for at fokusere på i fremtiden.

Anna Møller var ikke den eneste løber, der kunne kalde sig dobbelt dansk mester på Århus Stadion. Tidligere havde Viborg-løberen Thijs Nijhuis lade sig hylde efter at have vundet 5000 meter-løbet i 14.29,93. Om lørdagen havde Nijhuis vundet 1500 meter i den endnu mere imponerende tid, 3.44,59.

På 200 meter vandt OL-sølvvinderen fra 400 meter hæk, Sara Slott Petersen. Hun løb i tiden 23,64. Tidligere på dagen havde hun løbet endnu stærkere i det indledende heat. Her var hun nede på 23,59 for den halve omgang - den hurtigste tid af en dansk kvinde på distancen i 30 år. På torsdag skal hun igen løbe Diamond League, denne gang i Zürich.