Den tidligere OL-sølvvinder i kuglestød, Joachim B. Olsen, kom slemt til skade, da han lavede kortvarigt comeback i sin gamle idrætsgren. Han fik en forstuvning af den ene fod.

»Sådan går det, når gamle mænd prøver at gøre comeback,« siger Joachim B. Olsen til tv2.dk - trods alt med et smil på læben.

For der var tale om en optagelse til udsendelsen SportsLab på TV2 Sport, hvor Joachim B. Olsen skulle dyste med den franske håndboldspiller, Cyril Viudes fra KIF Kolding København, der har en fortid som kuglestøder i sine ungdomsår.

Joachim B. Olsen havde nået at støde to gange, da kuglen faldt ned over hans fod, så den forstuvede.

Den nu 38-årige Joachim B. Olsen måtte køres på skadestuen, hvor lægerne kunne konstatere, at foden ikke er brækket. Men der er tale om en kraftig forstuvning.

Joachim B. Olsen vandt i sin aktive karriere både EM-sølv og OL-sølv i kuglestød. Ved OL i Athen i 2004 vandt han oprindeligt bronze, men det blev ændret til sølv, fordi guldvinderen, Jurij Bilonog fra Ukraine, senere blev testet positiv for doping.

Siden 2011 har Joachim B. Olsen været medlem af Folketinget for Liberal Alliance.