Det nationale atletikforbund i Kenya har suspenderet to udenlandske agenturer i et forsøg på at få belyst en række dopingtilfælde mod topløbere.

Igennem tre årtier har afrikanske løbere og ikke mindst de kenyanske domineret verdenstoppen.

Den naturlige forklaring på de piberensertynde mellem- og langdistanceløberes succes har været en lykkelig blandform af det kulturelle og det biologiske. Dedikation, lange løbeture allerede fra barnsben og tynde lægge som skabt til udholdenhed frem for eksplosive spurter som man kender det fra de afro-amerikanske og jamaicanske fartraketter.

Myten om kenyanernes fortræffelighed har været behagelig at støtte sig til i en sportsverden, hvor brugen af doping har forvansket forskellen mellem det naturgivne talent og det biokemiske mirakel.

Nu spørger en undrende atletikverden, om kenyanerne løber stærkt alene på majsgrød og viljestyrke. Eller om også de kender vejen til de fiffige mirakelmidler fra den forbudte hylde.

Rita Jeptoo, tredobbelt vinder af Boston Marathon, gjorde ikke og blev testet positiv for det højpotente blodpræparat EPO ved en test udenfor konkurrence i september sidste år. Og Rita Jeptoo er blot det mest celebre navn i en række på op imod 30 løbende landsmænd, som alle er testet positive igennem de sidste to år.

Fredag tog det nationale atletikforbund i Kenya et drastisk skridt og suspenderede de to agenturer, som repræsenterer hovedparten af landets eliteløbere.

I de næste seks måneder må hverken det italiensk funderede Rosa & Associati eller hollandsk ejede Volare Sports således indtage deres vante roller som manager for de kenyanske løbere.

»Vi har besluttet at gøre det for at få ro til at lave vores undersøgelse, og når der foreligger et resultat, vil vi så beslutte, om de kan komme tilbage,« lød det fra præsidenten for Athletic Kenya, Isaiah Kiplagat, til nyhedsbureauet Reuters.

»Der har været mange rapporter om doping, og der er blevet peget fingre ad både agenter, læger og apotekere. Det er et kompliceret og kritisk emne, og vi vil tage hånd om det,« fastslår Kiplagat.

Det kenyanske atletikforbund har valgt at slå ned på de udenlandske agenturer, fordi de igennem de seneste par år har været under mistanke for at sørge for at sende deres hurtigtløbende klientel i retning af sportens mørke bagside. Andre med indsigt i forholdene for landets atleter peger på en mangelfuld eller sløset anti-doping politik.

Direktør Gerard van de Veen fra agenturet Volare Sports har ikke villet kommentere beslutningen om det halve års suspendering, før alle detaljer var offentliggjort.

OL-guldvinder på 1500 meter, Asbel Kiprop, peger dog på, at suspenderingen af de to agenturer kan få konsekvenser for resten af sæsonen for mange løbere som ham selv.

»Dopingproblemet påvirker nu os, der er rene, og som træner hårdt for at vinde. Vores management giver os ro til at fokusere på træning, og det bliver ikke nemt nu,« konstaterer Kiprop.

Den historiske udvikling for de kenyanske løbere har til dato været intet mindre end fænomenal. I 1985 var 44 procent af verdenstoppen blandt langdistanceløbere fra Europa og 12 procent fra Kenya. 30 år senere stammer de 69 procent fra det afrikanske kontinent, heraf 47 fra Kenya.