Kristoffer Hari fik et sjældent nederlag på 100 meter ved DM i Århus. Teenage-talentet hørte simpelthen ikke startskuddet, og det gjorde den forsvarende danske mester Morten D. Madsen heller ikke, så de fik begge en særdeles dårlig start.

I stedet vandt Haris klubkammerat fra Hvidovre, Festus Asante.

»Jeg hører og reagerer på skuddet - og tænker bare: Hvor blev de af! Normalt ville jeg jo kunne mærke dem på min side, men det er først på den sidste del, at jeg kan mærke Kristoffer. Det er fedt at blive dansk mester, men ærgerligt for de andre, hvis de ikke hørte skuddet,« sagde Asante efter finalen.

Han vandt i 10,56, mens Hari på andenpladsen blev noteret for 10,57. I indledende havde Hari løbet 10,44, så under normale omstændigheder ville han også have løbet hurtigere i finalen.

Der blev nedlagt protest, men den blev afvist.

19-årige Anna Møller, som ved OL forbedrede sin egen danske rekord på 3000 meter forhindring med næsten ti sekunder, prøver ved DM kræfter med de kortere distancer uden bomme og vandgrav.

Lørdag blev hun dansk mester på 1500 meter og et par timer senere kvalificerede hun sig til søndagens finale på 800 meter.

OL-sølvvinderen Sara Slott Petersen får ekstra meget fart i benene, når hun søndag har valgt at løbe 200 meter i stedet for den normale 400 meter hæk.

En anden dansk OL-deltager, forhindringsløberen Ole Hesselbjerg, vandt som forventet 3000 meter forhindring. Det var det femte danske mesterskab i træk til Sparta-løberen, som siden OL har fået fjernet sit markante fuldskæg.