Danmarks vel nok hurtigste mand, Kristoffer Hari, måtte lørdag nøjes med sølv på 100 meter til DM i atletik, og bagefter var han utilfreds med arrangørerne af DM, der foregik i Aarhus.

Både Kristoffer Hari og den forsvarende mester, Morten D. Madsen, blev hængende i startblokken, fordi de ikke kunne høre start-signalet, og det er som bekendt fatalt på 100 meter, hvor hver eneste hundrededel af et sekund kan være altafgørende.

Og sådan blev det på lørdagens 100 meter, hvor Kristoffer Hari i tiden 10,57 sekunder blev slået af Festus Asante, der kom i mål i 10,56 sekunder.

Efter løbet blev der ifølge Dansk Atletik Forbunds hjemmesiden indgivet en protest, men juryen afviste den.

Bagefter luftede Kristoffer Hari sin frustration på Facebook:

»Efter en ret så skuffende weekend til DM bliver jeg simpelthen nødt til reflektere og uddybe situationen fra mit eget synspunkt,« skriver Kristoffer Hari, der har den uoffcielle danske rekord på distancen på 10,24 sekunder. Rekorden er uofficiel, fordi der var 2,1 sekundmeter medvind, og det er lige nøjagtigt for meget til, at rekorden kan anerkendes.

»Situationen er således, at arrangørerne af dette års danske mesterskaber 2016 valgte at tilsidese, at der var en kæmpe festival lige ved siden af stadion ; som var med til at forstyrre og forvolde en del problemer (specielt i mændenes 100m finale). En ting er, at der er en kæmpe festival - men så må man som arrangør tage stilling til det - og ikke bruge et startsignal som skaber mindre lyd, end når en nål rammer jorden for at prøve at overvælde den høje støj, der har været ved siden af stadion« skriver Kristoffer Hari.

»En anden ting er selvfølgelig, at man skal have udstyret i orden, når man afvikler en DM-finale. Jeg er skuffet over, at Dansk Atletik [Forbund] ingen andre kommentar har til dette, end at Danmarks hurtigste sprintere "sad fast" i blokken... Skal vi så også begynde at give folk forspring til DM finaler og store mesterskaber? (Omtrent 4/10, for at sætte det i perspektiv).. Vi ser ikke et europamesterskab, verdensmesterskab, olympisk mesterskab eller såmænd et hvilket som helst andet lands mesterskaber af højere kaliber blive afholdt ved siden af en kæmpe festival, hvor der bliver skudt med vandpistoler for at signalere, at startskuddet altså er sat igang,« lyder svadaen fra Kristoffer Hari, der også sætter spørgsmålstegn ved, hvor professionelle dansk atletik egentlig er.

Han afslutter med at understrege, at han ikke håber, at indlægget bliver misforstået.

»Dette hviler på ingen måde på atleternes skuldre, men på dette års arrangørhold og jury,« slår Kristoffer Hari fast.