Det endte bestemt ikke som 17-årige Ruth Jebet havde håbet på, da det unge talent skulle på podiet for at få overrakt sin guldmedalje.

Den 17-årige bahrainer havde i overbevisende stil vundet guld i 3000 meters løbet ved Asian Games, og hun stod derfor klar til at få overrakt sin guldmedalje, da stadionspeakeren pludselig kom med en alvorlig besked: Ruth Jebet var blevet diskvalificeret - og måtte derfor ikke modtage sin medalje.

Årsagen til diskvalifikationen var, at Jebet, der ellers havde ført hele løbet igennem - snublede få meter før mål. I hendes styrt kom hun til at træde uden for den markerede bane, hvilket altså først blev opdaget få sekunder inden, at hun skulle have overrakt sin medalje.

Det medførte en voldsom reaktion i den bahrainske lejr, og Ruth Jebet kunne ikke holde tårerne tilbage.

Nu har har direktøren for Asias olympiske råd, Haidar Farman, dog ifølge norske Dagbladet bekræftet, at Ruth Jebet alligevel bliver tildelt sejren. Det sker efter en ny gennemgang af sagen.

Dermed endte det alligevel lykkeligt for den uheldige Ruth Jebet.