Amerikanske Ashton Eaton var som forventet fuldstændig urørlig i atletik-VM's decathlon-disciplin - det, man på dansk kalder for tikamp.

Den forsvarende olympiske mester forbedrede endda sin egen verdensrekord.

Han løb den afsluttende 1500 meter i Beijing på 4:17.52 minutter og sikrede sig 829 point. Den 27-årige jernmand endte dermed på en samlet score på 9045 point - verdensrekorden lød på 9039.

Tikampen foregår over to dage, og der dystes i følgende discipliner: 100 meter løb, længdespring, kuglestød, højdespring, 400 meter løb, 110 meter hækkeløb, diskoskast, stangspring, spydkast og 1500 meter løb.