94-årige Vilhelm Schomacker ved godt, hvordan man fejrer et velgennemført Eremitageløb.

»Sild og snaps hører sig til, naturligvis,« siger guldsmeden fra Frederiksberg.

Sammen med familien - seks medlemmer af Schomacker-familien løb med i Dyrehaven - blev der søndag eftermiddag sat et flot og traditionelt punktum på årets motionsfest.

Vilhelm Schomacker er en elsket institution i Dyrehaven og gennemførte de 13,3 kilometer i tiden 2.51.38. Sidste år måtte han bruge godt tre timer.

Løbsledelsen havde givet ham lov at starte en time før resten af feltet, og undervejs blev han ledsaget af svigersønnen Asger Juul Pedersen.

Eremitageløbet eløb_allepix

Med alderen løber Vilhelm Schomacker mere og mere skævt, men selv om der var kriser undervejs og stor træthed i målet, er han ikke i tvivl om, at han også er med næste år.

»Jeg skal bare træne endnu mere,« siger den gamle fighter, som supplerer sine ugentlige ture ved søerne med gymnastik og fitness.

»Det gik meget godt i starten i dag, men fra slottet og hjem var det meget hårdt. De mange opmuntrende tilråb var en stor hjælp.«