Den 21-årige østrigske stangspringer Kira Grünberg var i torsdags udsat for en tragisk ulykke, der har gjort hende lam fra halsen og ned. Flere venner sender rørende beskeder til den unge atlet.

Under et træningspas i torsdags mistede stangspringeren kontrollen og landede på hovedet og fik et vrid i nakken. Hun blev med det samme kørt til intensivafdelingen på universitetshospitalet i Innsbruck, hvor hun var på operationsbordet i flere timer.

I søndags kom lægerne så med de dårlige nyheder, der udløste forfærdelse i sportens verden; Kira Grüberg er lam fra halsen og ned.

Der har været stor opmærksomhed omkring Kira Grünbergs tragiske uheld, og rundt om i sportsverdenen bliver der sendt støttende hilsner på de sociale medier, hvor forskellige stjerner udtrykker deres sympati.

»Når jeg hører, hvad der er sket med dig, sætter det hver en sejr og hvert et nederlag i et større perspektiv,« sagde beachvolley-spilleren Barbara Hansel, som havde lavet en videobesked til hende, mens hun var til EM i beachvolleyball i den østrigske by Klagenfurt.

Den tidligere skihopper Thomas Morgenstern, der er et stort sportsnavn i Østrig, har også sendt en hilsen afsted til Grünberg.

»Igen og igen husker jeg mig selv på, hvor heldig jeg var var i min karriere. På trods af al den succes, som vi fejrer, så er sundhed stadig det vigtigste. Nyheden om Kiras ulykke rørte mig dybt, og jeg ønsker hende masser af styrke i hendes kamp,« siger han.

På Facebook skriver atleten Ivona Dadic: »Vi er med dig, Kira«.

Grünbergs manager har tidligere fortalt, at hun læser de mange hilsner og beskeder, hun har fået. Det har været et stort slag i maven, men ifølge manager Thomas Herzog er den unge stangspringer en fighter.

»Hun har et brud på femte halshvirvel, der forringer mobiliteten på begge ben og arme og er derfor lam fra halsen og ned,« fortalte Herzog i mandags til nyhedsbureauet APA.

Han kunne samtidigt informere om, at lægerne har erklæret Grünberg mentalt klar, og at hun har det godt under omstændighederne.

Familien og team Kira Grünberg benyttede også lejligheden til at takke dem, der havde hjulpet den unge stangspringer.

»Familien vil gerne takke hospitalet, lægerne og plejepersonalet, som har hjulpet Kira,« fortæller Herzog.

Familien har valgt at stå frem med detaljer om skaderne for at undgå rygter om Grünbergs ulykke.