2016 er et år, den britiske 400-meterløber Anyika Onuora sent glemmer. Først nappede hun både bronze og guld ved EM for sidenhen at hente en bronzemedalje med hjem fra OL i Brasilien.

Det i sig selv en fantastisk bedrift, men hvad der gør den endnu mere beundringsværdig er, at hun bare 10 måneder før sin OL-triumf var tæt på at miste livet til den forfærdelige sygdom malaria.

Sygdomsforløbet har den 32-årig brite indtil nu holdt hemmelig for offentligheden, men i et interview med The Guardian åbner hun nu for første gang op for et af de mørkeste kapitler i sit liv.

Anyika Onuora fortæller, at hun blev smittet med den mest aggressive form for malaria, plasmodium falciparum, da hun besøgte sin fars fødeby i Nigeria. Da hun efterfølgende returnerede til sit hjem i Liverpool, var sygdommen så fremskreden, at hun knap havde kræfter til at tage på hospitalet.

»Man skulle gå to minuttter fra parkeringspladsen til sygehuset, men det tog mig 15 minutter. Jeg kollapsede i receptionen og en læge undersøgte mig og sagde, 'du skal indlægges med det samme'. Jeg sagde, 'kan I ikke bare give mig noget medicin, jeg er nødt til at træne',« siger Anyika Onuora ifølge Guardian og fortsætter.

»Men siden blev det bare værre og værre. Lyset var så skarpt, at det brændte i mine øjne, og jeg havde sådan en hovedpine. Det gjorde så ondt, at jeg havde lyst til at græde, og så begyndte jeg at ryste ukontrollerbart. Jeg troede, jeg skulle dø, det var skræmmende,«

Med OL lige om hjørnet, var Onuora dog fast besluttet på hurtigt at komme til kræfterne igen. Men sygdommen havde afkræftet hende så meget, at hun først skulle lære at gå igen, efter at have været sengeliggende i en lang periode.

Men den i dag raske 400-meterløber fik kæmpet sig tilbage blandt de bedste i sporten, og øjeblikket, hvor hun fik hængt sin OL-medalje om halsen, var et helt specielt øjeblik for Onuora.

»Der var to specielle øjeblikke. Den ene gang var på podiet, og den anden var, da jeg kom tilbage til mit værelse i den olympiske by. Jeg havde været oppe hele natten og snige rundt, fordi jeg ikke ville vække Shara (Proctor, værelseskammerat). Jeg tog min medalje og kiggede på den i 90 sekunder og bare græd. Jeg gik ind i badeværelset for ikke at vække Shara. Jeg var nødt til at få det hele ud,« siger Anyika Onuora.