En flymekanikers værktøj i håndbagagen aktiverede torsdag eftermiddag bombealarmen i Københavns Lufthavn.

Store dele af Københavns Lufthavn blev ved 16-tiden torsdag eftermiddag afspærret efter, at personalet i Check-in området fandt en mistænkelig pakke i en taske.

- Det drejede sig om en flymekaniker, der vistnok var på vej til Kroatien i forbindelse med sit arbejde. Han havde noget elektronisk værktøj med i håndbagagen, der så mistænkeligt ud ved gennemlysningen, forklarer Mogens Flintholm, der er vagthavende ved lufthavnspolitiet.

Forsvarets bomberyddere samt et stort antal politifolk var kort efter på stedet, og store dele af lufthavnen blev evakueret og afspærret.

Da Rullemarie havde taget et mere detaljeret røntgenbillede af bagagen, kunne alarmen dog afblæses igen, og terminalerne blev igen åbnet.

- Det hele foregik stille og roligt, oplyser Mogens Flintholm