Københavns Kommunes fritidsforvaltning anklages for naivitet og forsømmelse af sin tilsynspligt, fordi kommunen årligt giver omkring 600.000 kr. til en yogaskole, Natha Yoga Center, der ifølge afhoppede medlemmer af skolens inderkreds er styret af en rumænsk-baseret sex-sekt, MISA.

Københavns Kommunes fritidsforvaltning anklages for naivitet og forsømmelse af sin tilsynspligt, fordi kommunen årligt giver omkring 600.000 kr. til en yogaskole, Natha Yoga Center, der ifølge afhoppede medlemmer af skolens inderkreds er styret af en rumænsk-baseret sex-sekt, MISA.

Den er i Rumænien under anklage for blandt andet handel med kvinder, prostitution og anti-semitisme.Morgenavisen Jyllands-Posten kan søndag dokumentere, hvordan flere af den københavnske yogaskoles lærere har tjent eller tjener penge på bl. a. stripshows og pornofilm angiveligt som led i en spirituel udvikling, men ifølge kritikere for at tjene penge til sekten.

Sognepræst Tom Thygesen Daugaard, der igennem sin tidligere post som leder af det kristne Dialogcenter har fulgt udviklingen i organisationen, siger:

- Det er dybt naivt af Københavns Kommune at give penge til Natha uden at undersøge, hvad der ligger bag. Der står en totalitær, sekterisk organisation bag, som manipulerer med unge, søgende mennesker, og som driver forskellige sex-tjenester. Der er grund til kraftigt at advare unge mod at nærme sig organisationen.

Fritidschefen i Københavns Kommune, Mads Kamp Hansen, siger, at han ikke finder grund til at sætte nogen undersøgelse af Natha i gang, for - så længe de opfylder kriterierne for at få støtte, kan de få det.

Tidl. velfærdsminister Karen Jespersen (V) mener, at Københavns Kommune skal komme med en redegørelse om det konkrete projekt.

-Derefter skal det vurderes, om der er behov for at stramme loven. Når det drejer sig om økonomiske tilskud, nytter det ikke at være godtroende, siger hun.