Dansk Folkeparti kræver, at politiet fluks henter den 21-årige Valdemar Markussen, som i dag står frem i B.T. og fortæller, at han malede graffiti i Hyskenstræde natten til lørdag. Og at han 'nød at se destruktionen af de mange fine butikker.'

Natten til lørdag var han i begivenhedernes centrum med en flaske spraymaling i hånden, da autonome smadrede Hyskenstræde i det indre København. I dag er han i begivenhedernes centrum, efter at han i morges stod frem i B.T. og fortalte, hvordan han nød at se, hvordan det hele blev smadret.

Og nu er 21-årige Valdemar Markussen på vej til at blive hentet i en patruljevogn. I alle tilfælde, hvis det står Dansk Folkeparti.

Partiets medlem af Folketingets retsudvalg, Marlene Harpsøe, vil have politiet til at tage ud og anholde ham for sin deltagelse, og hun er klar til at drage justitsministeren ind i sagen.

- Efter Københavns Politis pinlige optræden i weekenden er det på tide, at de gør en indsats for at opklare hærværket og få fængslet nogle af de skyldige samt placeret regningen for hærværket, skriver Marlene Harpsøe, der er forarget over, hvordan den 21-årige 'praler over at have deltaget i weekdendens massive hærværk og psykiske Terror mod beboerne i Hyskenstræde'.

- Politiet bør udnytte den usædvanlige service, at en ung kriminel hærværksmand frivilligt står frem i de landsdækkende medier og indrømmer sin deltagelse i weekendens hærværksfest sponsoreret af Københavns Borger Repræsentation, og desværre overværet af Københavns politi, som ikke ville gribe ind. Manden der kalder sig Valdemar er forhåbentligt allerede pågrebet af Københavns Politi, ellers må vi indkalde justitsministeren til et nyt samråd for at få en forklaring på det også, siger Marlene Harpsøe.

Til bt.dk siger politidirektør Hanne Bech Hansen:

- Jeres artikel giver anledning til at vi tager ham ind og afhører og sigter ham. Så vi har tænkt os at efterforske sagen, ligesom vi prøver at se på billeder og film af de personer der var til stede, men om vi ligefrem vil anholde ham det kan jeg ikke forestille mig.

I B.T. bliver Valdemar Markussen blandt andet spurgt, hvorfor han er så begejstret for vandaliseringen af gaden.

- Det er fordi, det kapitalistiske samfund ikke kører særlig godt. Markedskræfterne fungerer tydeligvis ikke, det har vi jo set konsekvenserne af. Og der synes jeg, at man som almindelig person godt kan se butikkerne og det ekstreme overforbrug som symbolet på det. I lørdags mødte jeg folk, som aldrig ahvde været til gadefester før, men som stod og dansede på taget af biler. Så der var helt klart en masse frustrationer. Det handler vel om, at man er nået til en grænse, siger Valdemar Markussen.