Prinsessen tager først hjem torsdag.

Prinsesse Marie forlader først Riget med den nyfødte prins torsdag.

Og det er ikke unormalt, at førstegangsfødende venter et par dage, før de tager hjem med det lille, nye familiemedlem.

- Det er helt normalt, at Prinsesse Marie først tager hjem efter tre dage, siger Dorte Taxbøl, som er chefjordemoder på Frederiksberg Hospital. Før mor og barn forlader fødeafdelingen, skal der nemlig være mulighed for at hvile, og den nyfødte skal have tid til at lære at sutte.

- Moderen sover stort set ikke det første døgn, fordi hun er blevet gennembruset af adrenalin under fødslen. Hun er helt oppe at køre længe efter, siger Dorte Taxbøl. Ved siden af hvilen skal der også tjekkes forskellige ting, før den lille familie får lov at forlade hospitalet.

- Man ser efter, om livmoderen har trukket sig sammen, som den skal, og at blødningen er som den skal være. Man bløder kraftigt de første par døgn, og så aftager det stille og roligt.

Derudover sørger man for, at moderen har været på toilettet, og at blodtrykket er normalt. Den lille prins skal også virke helt sund, før han sendes ud i den store verden.

- Vi tjekker, om der er gang i systemet og kigger på navlen. Vi lægger også mærke til, hvordan barnet overhovedet ser ud, og om det er glad og tilfreds, siger Dorte Taxbøl.