Først gik anmeldelsen til politiet for bestikkelse i forbindelse med 33 jagt- og golfture. Nu er Bendtsen også blevet meldt til Skat for skatteunddragelse.

Først blev den tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister, partiformand samt vicestatsminister Bendt Bendtsen meldt af sin tidligere partifælle, Hørsholmborgmesteren Uffe Thorndal til politiet for at have deltaget i 33 jagt- og golfture, betalt af store danske virksomheder, til en værdi af mindst 250.000 kroner.

Nu er Bendtsen også blevet meldt til Skattecenter Fyn af Thorndal for skatteunddragelse, fordi han ikke har betalt én krone i skat for jagt- og golfturene.

Ifølge lektor i skatteret Jacob Graff Nielsen fra Københavns Universitet er sådanne jagtture skattepligtige, når der ikke er et fagligt indhold.

- I udgangspunkt skal man betale skat af de gaver, man modtager. Ifølge loven må du kun modtage skattefri gaver for et ubetydeligt beløb som 500-700 kroner. Og når man går på jagt i en lukket kreds, som er betalt af en virksomhed, så er det en gaveydelse, der skal beskattes. Når man er minister, bør man jo være særlig opmærksom på det her, siger Jacob Graff Nielsen til B.T.

Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen vil nu læse sig ind på sagen og derefter "følge den", som han følger alle andre sager, som kan have interesse for embedet.