Den danske super-hacker Raynor får et kick ud af at snyde – og har job i sikkerhedsfirma.

Han er en af kun ti i Danmark. Han kan bryde ind i din mailboks, få adgang til din netbank. Tager han sig bare lidt sammen, kan han uden problemer overtage din identitet. Raynor er en af Danmarks bedste hackere, der ville kunne give Lisbeth Salander seriøs kamp til stregen.

Salander er den kompromisløse hacker i den aktuelle film 'Mænd der hader kvinder' - baseret på Stieg Larssons storsælgende bog. De samme evner besidder Raynor.

- Jeg er ekstremt paranoid og slækker aldrig på sikkerheden. Jeg husker konstant mig selv på at slette alle mine spor. Et trin forkert, og det går galt, siger Raynor, mens han roder med sin Mac-computer.

Lige nu har den forbindelse til en server i Pakistan.

- Det skifter hele tiden, hvor i verden, den kan spores til. På den måde kan man aldrig finde mig.

B.T. kender ikke 22-årige Raynors rigtige navn, da vi møder ham på et hemmeligt sted København. Han har al mulig grund til ikke at fortælle mig det. Som hacker befinder han sig nemlig på den forkerte side af loven.

LÆS OGSÅ’Det er latterligt nemt’


Hjalp politiet
Men han har aldrig brugt sit talent i en ondsindet hensigt. Tværtimod har han - ligesom Lisbeth Salander - hjulpet de danske myndigheder med at opklare en alvorlig forbrydelse, og i dag arbejder han i et sikkerhedsfirma ved siden af sine it-studier.

- Min nysgerrighed driver værket. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at undersøge det, hvis jeg støder på et hul i et system. Men man kan jo godt trænge sig ind i et system uden at være ondsindet.

- Jeg vil ikke ødelægge noget for nogen, jeg synes bare, det giver et kick at snyde systemer. Der er altid noget, folk ikke har tænkt over, siger Raynor.

Sikkerhed i top
Sikkerheden fungerer ved, at hans internettrafik hopper igennem 100 forskellige computere, så han bliver umulig at spore.

- Det er egentlig nok, at den bare hopper igennem tre computere, men jeg tør ikke risikere noget.

Som han sidder der i jakkesæt og moderigtige sko, lever han ikke op til forestillingen om en computernørd, der siden han var ni år gammel pjækkede fra skole for at sidde ved computeren i døgndrift for at lede efter huller i systemerne.

Det var da også ledetråd på ledetråd samt et halvt års hårdt arbejde, der til sidst gjorde, at han som 16-årig en dag havde 100 pct. kontrol over et større mediehus’ interne systemer.

- Jeg kiggede bare lidt rundt derinde og drillede dem lidt ved at sende mails rundt. Jeg har ikke rigtig dårlig samvittighed, for jeg udnyttede det ikke, siger Raynor og hentyder til, at han havde adgang til alle medarbejderes personfølsomme oplysninger.

- Der er jo forskel på, om man bare snuser lidt rundt derinde, og om man laver decideret ballade ved f.eks. at flytte rundt på ting eller aflæse vigtige personoplysninger.

Et natte-folk
Allerede som barn tog computeren det meste af Raynors tid - på bekostning af skolen, hvor han kedede sig og ingen venner havde. I stedet fandt han venner på internettet over hele verden.

- Jeg snakker med dem om natten. Folk kan ikke finde os på nettet, og vi krypterer altid vores samtaler. Når vi mødes snakker vi om nye opdagelser.

Men øvelsen gjorde også mester. Da han en dag blev vred på sin dansklærer over en uretfærdig karakterer, brød han ind i hans computer og aflurede eksamenssættet til årsprøven.

- Og så lavede jeg lidt fis med ham ved f.eks. at få hans cd-rom-drev til konstant at køre ind og ud, siger han med et stort smil.

Raynor fik mere og mere respekt for sine hackerkundskaber og blev langsomt sluset ind i det ekstremt lukkede miljø af super-hackere. Raynor skyder på, at der er omkring 10 af dem i Danmark.

- At blive lukket ind i miljøet kræver, at man viser, hvad man har lavet af ulovlige ting, for ellers kan man være politimand. Man mødes aldrig personligt.

Det er en hård branche, hvor janteloven hersker, og hvor ingen er venner. Man kan kun stole på sig selv. Fejler man eller kommer man til at træde nogle over tæerne, vanker der nådesløs chikane, ruinering af karrieren og det personlige liv.

Raynor er et opdigtet navn.