30-årige Anders Wehage blev natten til mandag uskyldigt offer i bandekrigen. Han efterlader sig kæreste og en fem-årig søn.

Det var i skuddramaet på Café Våren på Amager natten til mandag, at den 30-årige skaldede mand blev skudt og dræbt. Tre andre blev såret, og alle fire ramte havde ifølge politiet intet med den igangværende rockerkrig at gøre.

Anders Wehage var mandag aften på sit stamværtshus Café Våren med sine venner og hans kæreste, da maskerede mænd pludselig stormede ind i lokalet og skød vildt omkring sig.

Den 30-årige mand som ifølge Ekstrabladet efterlader sig en fem-årig søn var forlovet, og ifølge avisens oplysninger var et snarligt bryllup undervejs.

- Du vil altid være savnet!
Politiet sagde i går til bt.dk, at hverken Anders Wehage, eller nogen af de sårede havde noget med partnerne i rockerkrigen at gøre. Og den 30-årige familiefar levede da også et normalt liv på Amager, hvor han er vokset op.

Han havde tre brødre, hvoraf den ene ifølge Ekstrabladet skrev på Anders Wehages Facebook-profil i går.

"Kære bror. Du vil altid være savnet! Det har været ufattelig hårdt at undvære dig her den første dag. Hvordan bliver resten af mit liv så ikke. Håber du får det godt dit nye sted. Hvil i fred brormand! Elsker dig!", skriver Andreas Børme Larsen.

På Anders Wehages Facebook-profil kan man se den 30-årig mand ligge i sin seng med sin lille dreng.

Vi savner dig!
Tirsdag morgen var der foran Café Våren samlet mange buketter og kranse. Venner og veninder har efterladt deres sidste hilsner til Anders. Fælles for dem alle er, at ingen kan forstå hvad der er sket, og alle er i dyb sorg.

Se her, hvad vennerne skriver til Anders:

"Kære Anders. Det er under et døgn siden, jeg fik at vide, at jeg aldrig skal se dig igen. Aldrig tabe til dig i billard igen eller bare bruge din støtte, som du altid har givet mig. Kom tilbage nu! Kan ikke undvære dig i mit liv. Elsker dig. Lars".

"R.I.P. Anders. Fem millioner mennesker, så hvorfor lige dig. Du vil blive savnet. Hans, Jeanette og Mia".

"R.I.P. Du vil blive savnet. M og M"

"Anders, hvil i fred - vi ses i himlen. Din veninde for altid - Nete".

"Vi vil altid huske det sidste varme kram vi fik i går, og vi vil savne dig. Tommy og Lotte".