Hvorfor skal handicappede absolut køre rundt i tunge, ombyggede invalide-biler? F.eks kassevogne. De har vel i lige så høj grad som andre glæde af brændstoføkonomiske køretøjer, der er lette at tumle i byerne. Især, hvis disse biler kan ombygges til lav pris.

Med dette udgangspunkt startede firmaet Sahva med speciale i hjælpemidler til handicappede »projekt handicap-venlig minibil«.

Efter at have afsøgt markedet valgtes Danmarks mindst CO2-udledende bil Smart som basis.

Efter en række ombygninger, der bl.a. gør det muligt for brugeren at medtage en kørestol, er resultatet blevet Sahva Auto Smart . En vigtig modifikation er det drejelige forsæde, der gør det muligt for brugeren at sætte sig baglæns ind i sædet udefra.

Pris: 25.000 kr.
- For at billiggøre bilen som invalidekøretøj startede vi med at udvikle et ombygningsmodul, der hurtigt kan installeres i en almindelig Smart. Vi kan lave det meste af ombygningen, inden bilen overhovedet ankommer til værkstedet. Herefter tager monteringsarbejdet mindre end en halv dag.

- Hele ombygningen koster kun 25.000 kr. inklusiv enhåndsbetjening til speeder og bremsefunktion samt drej/kran til at løfte kørestolen ind i bagagerummet, siger divisionschef Hans Ewertsen fra Sahva.

Han mener, at bilen også henvender sig til personer, der ikke kan få tilskud til en handicapbil. F.eks. lettere gangbesværede ældre, der bruger rollator.

Frit valg
- Man behøver ikke at tage hele pakken. Kunden kan f.eks. nøjes med det drejelig forsæde, siger Hans Ewertsen.

For kommunerne er Sahva Auto Smart en god nyhed. Den er nemlig væsentligt billigere end andre invalidebiler på markedet. Kommunen betaler typisk ombygningen og halvdelen af bilens basis-pris, hvis den handicappede er berettiget til en invalidevogn.

For at gøre bilen lettere tilgængelig for kundegrupper, der ikke kan opnå bevilling, arbejder Sahva på at tilbyde en leasingaftale. Interesserede er velkomne til at booke en prøvetur hos Sahvas afdelinger i Brøndby, Fredericia og Aalborg.

Med i billedet hører, at ombygningen ikke efterlader spor, der forringer bilens gensalgsværdi.