Den amerikanske præsident Barack Obama har meldt sin ankomst i København til den Olympiske komites møde i oktober, ifølge Chicagos borgmester. Ritt Bjerregaard 'glæder sig'.

DEBAT: HVAD SYNES DU OM, AT OBAMA BESØGER DANMARK?

Så skulle den være god nok. Præsident Obama kommer til København i Air Force One den 1. oktober.

Danskerne vil så kunne høre Barack Obama holde en af sine berømte taler for, at de olympiske lege i 2016 skal holdes i Obamas hjemby Chicago.

Det er Chicagos egen borgmester Richard M. Daley, der ifølge lokale aviser og tv-stationen CBS har meldelt, at præsidents Obama 'med sikkerhed' kommer til København i forbindelse med den olympiske komite i hovedstaden skal vælge byen for de næste sportslege.

- Det er det tætteste, som vi kommer på en garanti uden, at det er fra Obamas egen mund. Det er selvfølgelig afstemt med præsidenten. Men vi regnede nu også med, at han kom - både Blair, Chirac og Putin har før mødt op og og talt for, at deres land skal huse de olympiske lege. Vi regner med at Obama kommer til åbningssesionen i operaen den 1. oktober og afleverer en af sine fantastiske taler dagen efter den 2. oktober, siger formand for Danmarks Idræts Forbund, Niels Nygaard.

De andre kandidatbyer - Rio de Janeiro, Tokyo og Madrid - møder også op med deres statsoverhoveder. Og den tidligere spanske præsident for OL, Juan Antonio Samaranch, meldte i går ud til nyhedsbureauet AFP, at Obamas fremmøde giver Chicago førertrøjen.

Det er i øvrigt ved netop det møde, at Kronprins Frederik skal begynde hvervet som dansk medlem af den olympiske komite. Overborgmester Ritt Bjerregaard var i går som en teenagepige, der skal møde et idol.

- Det er da en fantastisk nyhed. Jeg glæder mig. Og det er på hele Københavns vegne som overborgmester. Nu skal vi bare sørge for, at trække Obama ud af mødelokalerne og ud i byen, så borgerne kan møde ham i virkeligheden, og ikke bare se nogle sorte limusiner, der suser forbi, siger Ritt Bjerregaard til bt.dk

Chefpolitiinspektør Per Larsen for Københavns Politi er i øvrigt sat i spidsen for at gøre hovedstaden så terrorsikker, så selv præsident Obama kan færdes her. Det kan i øvrigt være, at præsident Obama også kommer til Danmark igen til december til klimatopmødet.