I morgen skal en tredje-klasse fra Vadgård Skole i Gladsaxe på besøg i Københavns store moské på Dortheavej, men ni-årige Amanda Thorup må blive hjemme, fordi hun ikke vil have tørklæde på.

- Det kan ikke være rigtigt, at man pådutter en almindelig dansk pige i tredje klasse, at hun skal tildække sig, hvis hun vil deltage i undervisningen, siger Maia Thorup.

Hun har protesteret overfor skolen, da klassens forældre fik besked på, at pigerne skulle bære tørklæde under besøget i moskeen.

- Jeg gjorde opmærksom på, at Amanda ikke ville have tørklæde på, fordi vi tager stærk afstand fra undertrykkelse herhjemme, siger Maia Thorup, der kort efter fik besked på, at hvis moderen fastholdt beslutningen om nul tørklæde, måtte Amanda blive på skolen, mens kammeraterne var på besøg.

- Det er fint nok, at de besøger en moske, og ser hvordan andre lever og dyrker deres religion, og det er nok også fint for integrationen, men det er bare ikke fair, at en pige på ni skal tvinges til at gå med tørklæde, siger Maia Thorup.

Men går der nogen skår af Amanda, hvis det er tradition det sted børnene skal besøge?

- Nej, det gør der nok ikke, men det kan ikke passe, at man kan udelukke en ni-årig pige fra undervisningen af den grund. Vi må respektere hinanden. Muslimer bliver jo heller ikke tvunget til at spise svinekød på hospitalet eller andre steder i det offentlige, siger klasselærer Maia Thorup.

B.T. er i besiddelse af den korrespondance, hvor Amandas lærerinde udelukker Amanda fra besøget på Dortheavejs moske.

Da Maia Thorup har skrevet til læreren, at besøget bliver uden tørklæde for datterens vedkommende, svarer Semail Wanscher:

Skal opleve at være muslim
- Vi har på trinnet besluttet, at de skal have tørklæde på, hvis børnene skal med. Du er den eneste, der nægter det, derfor har vi besluttet, at hvis du fortsat har den holdning, skal hun have undervisning i C-klassen når vi andre tager af sted den 27. feb.

Jeg kan så fortælle dig, at de muslimske kvinder i hovedtal ikke føler sig undertrykt, det er noget vi vesterlændinge tror de er, skriver altså Amandas klasselærerinde Semail Wanscher. Til B.T. siger klasselærerinden, at de ikke vil udelukke elever fra undervisningen:

- Hvis jeg havde haft en dialog med Amandas mor, er jeg sikker på, at situationen havde været anderledes. Men nu har alle pædagoger og lærere på tredje klassetrin besluttet, at alle pigerne skal have tørklæde på som et led i at lære og føle, hvordan det er at være muslim.

Men du har jo haft en dialog med moderen, som har skrevet til dig, og du har svaret, at Amanda må blive på skolen, hvis ikke hun bøjer sig?

- Jeg føler ikke, jeg har haft en ordentlig dialog med moderen, siger Semail Wanscher.