2008 blev et af de bedste år nogensinde for Lego. Koncernen kom ud med et overskud på over 1,35 milliarder kroner.

Mens finanskrisen raser ufortrødent videre, kan man i Billund ikke mærke, at det går skidt. Snarere tværtimod. Lego kom nemlig ud af 2008 med et af de bedste resultater nogensinde.

Koncernen fik et overskud på 1,35 milliarder kroner mod en milliard året før. Før skat var overskuddet på 1,85 milliarder, hvilket er over 400 millioner mere end året før.

Bag tallene gemmer der sig tocifrede stigninger på næsten alle Legos markeder, oplyser koncernen med hovedsæde i Billund. Især på de engelsktalende markeder elsker kunder åbenbart de jyske klodser.

Og trods forventninger om, at 2009 bliver et presset år, regner man i Lego med, at man også i år vil have et stigende salg.

- Vores resultat for 2008 har været ekstraordinært godt. Og trods de dystre økonomiske udsigter føler vi os forberedte til vækst i 2009. Og vores optimisme bakkes op af resultatet for de første måneder af året, siger administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp i en kommentar.

/ritzau/