Fire bloggere fortæller hver uge om deres træning med 'Løb dig sund'-kampagnen. Læs hvordan det er gået Vivi Ormstrup Hågensen og Jakob Bring Truelsen, samt chefredaktør Peter Brüchmann og praktikant Rasmus Staghøj i denne uge.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fire bloggere fortæller hver uge om deres træning med 'Løb dig sund'-kampagnen. Læs hvordan det er gået Vivi Ormstrup Hågensen og Jakob Bring Truelsen, samt chefredaktør Peter Brüchmann og praktikant Rasmus Staghøj i denne uge.Ugens blogs: Ømme ben og glatte veje
Af praktikant Rasmus StaghøjJeg bliver mobbet!
(Tredje afsnit af praktikanten vs chefredaktøren)
'Løber du med din kæreste!?' Næst efter 'godmorgen', var det den første kommentar chefredaktør Brüchmann mødte mig med, da jeg vendte tilbage efter vinterferien. 'Det er sådan noget, man gør den første uge, man er kærester', fulgte han selv op. På den positive side, så læser min chef i det mindste, hvad jeg skriver. I sidste uge fortalte jeg i min blog, hvordan jeg på en løbetur måtte give fortabt overfor min kæreste, hvis form absolut ikke fejler noget. Og ikke nok med at jeg altså blev ydmyget af min kæreste, så skal jeg nu også høre for det på mit arbejde. Som I nok kan læse er det altså ikke kun for at komme i god form, at chefredaktøren og jeg konkurrerer. Der er langt mere på spil. Vi ved det begge to, men vi taler ikke om det. Alle tricks bruges (læs: mobning af praktikanten foran resten af redaktionen), og træningsresultaterne holdes tæt til kroppen.
Jeg ved således ikke, om min 31 kilo tungere konkurrent (hvis han da stadig holder vægten) løber 10 km på en halv time, eller om konditallet stadig halter efter mit. Men meget tyder på, at han tager konkurrencen dybt alvorligt. En anonym kilde fra redaktionen (en lyshåret mand på omkring 30 lige under chefniveau) fortæller således, at Brüchmann var ude at løbe en time hver eneste dag på ferien. Den slags informationer gør mig nervøs. Også selvom han forleden prøvede at lægge et røgslør ud, ved at fortælle, at de gamle knæ driller, så ved jeg, at han er så stort et konkurrencemenneske, at den slags småskavanker ikke slår ham ud.
Min egen træningsdagbog afslører desværre ikke en times løb om dagen. Slet ikke. Jeg har haft lidt bøvl med skinnebensbetændelse, hvilket ikke ligefrem appellerer til løb. Men det skal ikke være nogen undskyldning, så derfor har jeg valgt at gradbøje 'Løb dig sund'-kampagnen. Nu kan jeg derfor tilføje 'cykel- og crosstrain dig sund' til kampagnen. Sidstenævnte ser godt nok lidt fimset ud, når man står og svinger numse og arme frem og tilbage, men det er skånsomt for mine udsatte ben, og pulsen kommer op. ¨
Løbeskoene har også været i brug et par gange, og jeg prøver at løbe efter det program jeg har fået. Jeg har dog lidt svært ved at løbe efter denne 'Borgskala', hvor man skal 'føle' sig frem. Jeg synes ofte mit anstrengelsesniveau går fra 'det er da let nok' til 'jeg dør måske indenfor de næste fem minutter'. Jeg må have fat i et pulsur, så jeg kan få lidt mere styr på intervaltræningen. Jeg kan også forstå på en af de andre bloggere, at det rent faktisk blive sjovere at træne, når man har lidt gadgets med på vejen.
Ugens blogs: Ømme ben og glatte veje
Af chefredaktør Peter BrüchmannOvertræning
(Tredje afsnit af praktikanten vs chefredaktøren)
'Løb dig sund' hedder B.T.s kampagne, hvor man med hjælp til løbeprogram og til at holde snor i sin egen udvikling, kan sætte kurs mod topformen.
Fru Brüchmann mener efterhånden, at det tager overhånd, selv om vi kun er tre uger henne i projektet.
Det, der startede som et 'løb-lidt-mere'-projekt, er nu på vej ud i en mindre livsstils-ændring. Det larmer i køkkenet kl. 6.10 med stav-blenderen, når jeg har skåret kiwi-frugter og bananer ud og fået tøet de frosne hindbær til min morgen-smoothie op.
Fluten bliver sendt ud (uf, det er jo hvidt brød), når der serveres grøntsagssuppe, og fruen er heller ikke helt tilfreds med, at jeg på 90 sekunder rydder alle skåle med rød peberfrugt, gulerødder og agurker til børnenes fastelavns-arrangement, mens pølsebrød og både de røde og de brune får lov at stå.
Men vi klarer krisen, fruen og jeg. Jeg prøver at lokke hende med på vognen uden at prikke for meget til det, der var størrelse 36, da vi stod ved alteret…
Hvad værre er, skranter helbredet nu. Unge Staghøj med sine 58 kilo (stadigvæk en rystende vægt – hvad holder den mand fast i, når det stormer..?) taler om seneskedehinde-betændelse. Vist nok i benene! (Kan man det?). Jeg har så meget tillid til den unge mand, at jeg ikke har mistanke om, at det er et giftigt psykologisk træk for at få mig til at træne mindre.
Det kommer nu også helt af sig selv. Efter lange aftenture på snedriverne i Søndermarken (skidt sted at løbe i frostvejr, da det hele er et stort kælkeområde), Frederiksberg Have og omegn råber knæene nu 'stop så, gamle mand', hver gang jeg forcerer Metro-trapperne morgen og aften. Staghøj og jeg er enige om, at vi er i overtræning.
De første 5-10 minutter i løbeskoene er også den rene ynk. Men jeg har fundet et trick. På det forfærdelige åbningsnummer på den nye plade fra chefen, 'Outlaw Pete' (det varer otte minutter), kommer der en passage med syngende guitarer, mens chefen råber 'Can you hear meø. Lige dér ved jeg, at koncerten i Herning den 8. Juli (tænk sig, bossen på SAS Arena!) vil kulminere og at drengene og jeg vil blive 18 år og kaste hammerdyrt fadøl op i luften for at gribe luftguitaren og gå helt bananas (ja, undskyld smoothies på hjernen).
Og hvem tænker så på ømme knæ.
Prøv det, Staghøj !
Ugens blogs: Ømme ben og glatte veje
af Vivi Ormstrup HågensenFrustrationer og succes'er Så er 2. uge overstået - pyha!
Skal jeg skrue tiden tilbage og tænke på, hvordan ugen er forløbet, må jeg nødvendigvis starte med sidste søndag. Vi skulle på den sidste løbetur i uge 1 - en tur på 45 minutter! En smule uoverskueligt, men man giver jo ikke op, selv om man lige synes, man er begyndt på udfordringen og allerede møder sit første 'bjerg'. Nå, vejret var kropumuligt - koldt, vådt og glat, så vi endte på løbebåndet i det lokale fitness-center. Det gør jeg aldrig igen!
For det første erkender jeg blankt, at jeg ikke ligefrem finder den største inspiration i at kigge på den samme væg i 45 minutter… Men dernæst var det simpelthen så ulideligt varmt, og jeg følte mig omsluttet af en tæt luft, så benene føltes tungere end normalt. Jep, så var den der - det først bjerg, og det var nu jeg skulle gøre op med mig selv om jeg ville give op og tabe denne runde, eller om jeg kunne finde stædigheden frem og bare stikke 'bjerget' fingeren.
Det blev heldigvis mest en dels det sidste, men sikke en kamp! Ulempen ved et løbebånd er nemlig, at man kan følge med i tiden - sekund for sekund - og de sneglede sig af sted, ligesom jeg synes, at løbebåndet på forunderlig vis hejste sig, så jeg skulle løbe 'op ad bakke'. Folk kiggede sært på mig, jeg følte mig som en flodhest i en spændetrøje og det var lige før tiden gik i stå…
- sådan foregik det i hvert fald inde i mit hoved - det er vist det man kalder selvmedlidenhed. Et lidet skønt karaktertræk, men ikke desto mindre må jeg jo blankt erkende, at jeg havde rimeligt ondt af mig selv de sidste.. 30 minutter af løbeturen!
Tænk sig - efter sådan en tur, så bliver man sgu lidt flov over sig selv, for vi kan vist alle blive enige om, at der er værre ting i livet end en løbetur på 45 minutter - også selv om det foregår på løbebånd :o)
Så selv om jeg er en kende pinlig over min tankerække sidste søndag, så griner jeg heldigvis af mig selv nu - for nu er jeg jo kommet videre derfra. Allerede i mandags, da vi startede denne uge, og skulle løbe 20 minutters let løb, ligesom i starten af uge 1 - ja, da kunne jeg jo mærke en kæmpe forskel - og fremskridt!
Hvor jeg efter den allerførste løbetur på 20 minutter følte det, som om jeg var blevet kørt over af en damptromle, så var det helt anderledes denne gang. Ja, indrømmet - benene var stadig temmelig tunge efter søndagens langvarige, ensformige løbetur på båndet, men tiden fløj bare af sted denne gang, ligesom jeg egentlig ikke blev særligt forpustet. Omkring 42 sekunder efter løbeturen var slut, var jeg slet ikke forpustet længere - hvilken succes!
Når jeg så samtidig heller ikke har så ondt i benene længere, og jeg 2 dage efter en løbetur kan både rejse mig og sætte mig, uden det værker i hele kroppen - ja så må det jo virkelig gå fremad?!?!
Måske nok lidt pudsige succes-kriterier at hænge sig i, men ikke desto mindre, så er det jo virkelig blevet målbart for mig. Så hvor ugen startede med masser af frustrationer over at måtte kæmpe sig igennem en løbetur - så er jeg nu endt på den anden side, med masser af succes'er i baghovedet - og det er disse succes'er, der skal motivere mig, når jeg om 2 timer spænder skoene og tager på denne uges sidste løbetur. Her taler vi altså om en tur, der inkluderer 'hårdt løb' - op til flere gange!
'Uuuhh, hvilke udfordringer, man står overfor i livet', tænker jeg og griner lidt af mig selv indvendig.
Mens jeg har skrevet denne artikel kan jeg mærke, at motivationen er kommet til mig - ligesom solen er kommet frem imellem skyerne - og i dag, foregår løbeturen i parken med babyjoggeren - så jeg tror, jeg slutter her, og spænder skoene med det samme, så jeg kan komme ud af døren - vi ses på stierne…:o)
http://www.bt.dk/article/20090214/motion/90214057/
Ugens blogs: Ømme ben og glatte veje
af Jakob Bring TruelsenI sne og slud skal posten ud – og det skal løberne også …
Selvom der er så meget tale om den globale opvarmning – så har virkeligheden været en noget anden i denne uge. Frostvejr, sne og iskold vind. Unægtelig en noget brutal virkelighed, når nu man har sat sig for at skulle levere sine 100% af træningsprogrammet i denne uge.
Men som det er med posten – så skal også løberne ud, uagtet, at der kommer lidt sne og lidt slud.
Og selv det er lidt koldere, så er belønningen og selvtilfredsheden det større, når man har gennemført dagens program og igen er inde i varmen. Og det er ikke småting der skal overvindes. Iskold luft i lungerne der ind i mellem giver lyst til at hoste igennem for alvor og fortove hvor ejeren har set alvorligt bort fra sine snerydniningsforpligtelser, er bare nogle af de ting der skal overvindes. Men der skal jo mere end det til at skræmme sådan nogle løbe-fanatikere som os... Eller skal der ?
Jeg har i ugen der er gået været meget tæt på at springe løbeturen over – men er heldigvis kommet af sted alligevel. Om end udstyret er blevet udvidet med store vanter og en noget kraftigere hue. Jeg er sikker på, at det vil skabe ny mode – men nu må vi se..
Og det er som om træningen så småt begynder at virke. I hvert tilfælde er pulsen ikke længere helt på max når turen er overstået, og der er lidt mere kraft i benene efterhånden. Jeg føler klart, at jeg har mere at give af nu end da jeg startede træningen.
Det er der også brug for, for jeg er allerede begyndt at frygte mandag hvor et nyt program for ugen venter. Men alligevel er det nok Jesper Theilgaard og hans venner der er det værste – så det er med stor spænding jeg venter på at høre, hvad de har at byde på.
Så det bliver spændende og sikkert også en hård uge hvor nye 100% skal nås. I sne og slud skal løberne ud...
