En 11 uger gammel hundehvalp er blevet stjålet fra en lejlighed på Nørrebro. Ejeren kæmper desperat for at få sin guldklump tilbage, men hun frygter, den vil blive solgt på det sorte marked.

Lille Neelix, på kun 11 uger, er nu savnet på tredje døgn. Den lille hundehvalp blev stjålet fra sit hjem i Nannasgade på Nørrebro onsdag formiddag . Hundens 24-årige ejer Helle Weide forstår ikke hvilke typer, der kan finde på at stjæle en hund, og hun er på sammenbruddets rand.

-Jeg har ikke sovet i to døgn og jeg kan intet spise. Det er fuldstændig forfærdeligt. Neelix betyder så meget for mig, og jeg håber inderligt, at jeg får ham tilbage, siger Helle til bt.dk.

Indbrud i lejlighed
Indbruddet i lejligheden fandt sted onsdag, og det var Helles overbo der opdagede indbruddet. Helle tror at nogle har holdt øje med hende og hunden, og at de bevidst er gået efter hunden.

-Der er nogle, der er brudt ind i lejligheden, og de er gået direkte efter ham. Det er chokerende, og jeg har ledt efter ham overalt i byen, fortæller hun.

Frygter salg på det sorte marked
Neelix er af racen Cavalier King Charles, og hunden har en værdi af 8-12.000 kr. Bliver Neelix, som Helle frygter, solgt på det sorte marked, kan han indbringe tyven omkring 5-6.000 kr. Frygten har fået Helle til konstant at kigge efter nyoprettede annoncer. Da Neelix endnu ikke er blevet mærket med chip, kan det være vanskeligt at finde ham.

-Jeg bruger meget tid på at kigge efter nye hunde annoncer på nettet. Neelix kan godt dukke op på det sorte marked, men chancen for at finde ham der er ikke særlig stor, forklarer hun.

Set i Sølvgade
Vidner mener at have set en lille hund af tilsvarende race og udsende i selskab med to mistænkelige mænd i Sølvgade i København torsdag.

Politiet har efterlyst to mænd mellem 20 og 25 år med udenlandsk udseende, der muligvis er blevet set med hunden.

-Det værste er uvisheden. Tanken om at han sidder i en mørk kælder, eller om han måske allerede er havnet hos en anden familie er uudholdelig. Neelix betyder alt for mig, fortæller Helle.

Facebookgruppe
På Facebook er der oprettet en gruppe, der skal være med til at få Neelix tilbage til sin rette ejer, og den lille hund er efterlyst både af politiet og Dyrenes Beskyttelse.

Hvis du har oplysninger der kan være med til at finde Neelix, kan du kontakte følgende:

Se Facebookgruppen her Politiet

Station Bellahøj 3314 1448