Kronprinsessen har gjort det igen - sneget sig ind på en international liste over verdens største stjerner.

Oprah Winfrey, Nicole Kidman, Victoria Beckham og Nicolas Sarkozy er alle ekstremt magtfulde kendisser på den store verdens-scene. Alligevel overhaler vores egen Mary dem let og elegant på den netop offentliggjorte HELLO!-liste over »Årets personlighed«.

Den danske kronprinsesse har med sin store stjerne-kvalitet opnået en imponerende 16.- plads i den hårde konkurrence.

Det verdensomspændende glamourmagasin bad i januar 13 af deres dygtigste eksperter på de forskellige redaktioner i bl.a. England, Canada, Thailand og Spanien om at vælge verdens mest inspirerende og indflydelsesrige personer netop nu.

Det er der kommet en lang liste på de 100 største verdens-stjerner ud af. På førstepladsen ligger ikke overraskende USAs nye præsident Barack Obama, og derefter kommer i nævnte rækkefølge bl.a. Angelina Jolie, Brad Pitt, Madonna, prins Harry og Michelle Obama.

Kronprinsessen er den eneste dansker på listen. Til gengæld optræder også andre kongelige som dronning Rania, prins William, kronprinsesse Letizia af Spanien, King Bhumibol af Thailand og kronprins Felipe af Spanien.

Det er ikke først gang, at kronprinsessen markerer sig i bladet. I januar kom kronprinsessen ind på en flot tredje-plads i konkurrencen om at blive 2008 mest elegante kvinde. Både Mary og svigerinde Marie optræder jævnligt på de store glamour-magasiners lister over tjekkede kendisser. Se hele listen på www.hello-magazine.co.uk/