En gruppe Heath Ledger-fans kræver nu, at Jokeren aldrig mere optræder i en Batman-film. De mener, den australske skuespillers præstation i »The Dark Knight« aldrig vil kunne overgås og ønsker, at ingen får lov at forsøge.

Ledgers-fans indsamler derfor underskrifter, som de vil viderebringe til Hollywoods producenter.

Initiativtagerne anført af Fer Barbella fra Argentina opfordrer ligesindede til at gå ind på hjemmesiden TheUltimateJoker.com og føje deres navne på henvendelsen til filmstudierne.

- Efter vi har set »The Dark Knight« er vi enige om, at dette er den bedste Joker nogensinde. Ledgers fortolkning fortjener at stå som den ultimative og figuren bør trækkes fra fremtidige Batman-film, siger Barbella til CNN.

Den afdøde skuespiller er tårnhøj favorit til en posthum Oscar for rollen.