Hippieudtrykket »flower power« har fået helt ny betydning. Ny forskning viser nemlig, at udtræk af blomsten hibiscus måske kan redde os fra en alvorlig hjertesygdom.

Det er den amerikanske hjerteforening, som står bag nye forsøg, der dokumenterer den kendte plantes evne til at kunne sænke blodtrykket, der er en markant risikofaktor i forbindelse med hjertesygdom.

Hibiscus i form af juice eller te har vist sig i løbet af kun fire uger at kunne få blodtrykket til at falde med op til 12 procent. Det svarer til, hvad man kan opnå ved at tage blodtrykssænkende medicin.

Et par kopper te eller juice er nok
I Taiwan har blomsten allerede i en periode været brugt med held i behandlingen af for højt blodtryk.

Ifølge forsøget er et par kopper te eller juice daglig nok til at opnå den ønskede medicinske effekt.

Blomsten er ifølge forskere særlig rig på stærke antioxidanter, som i kroppen bekæmper de skadelige frie radikaler, der er tæt forbundet med forekomsten af både hjertesygdom og kræft.

De vellykkede forsøg er foretaget med planten hibiscus sabdariffa, også kaldt rosella.

Hibiscus er en planteslægt, som er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder af især Afrika og Asien. Den består af mere end 200 arter, som kan være etårige urter, stauder, buske eller træer. Blomsterne er store og trompetformede med fem kronblade.