Politiet er ikke i tvivl om, hvor de skal kigge hen i forhold til næste opgør i den pågående krig mellem kriminelle indvandrer-bander og Hells Angels og støttegruppen AK81.

Landets mest berømte rocker Jørn 'Jønke' Nielsen står øverst på fjendens ønskeliste.

- Der er ingen tvivl om, at der ville være en stærk symbolværdi, hvis de kan få ram på de øverste i HA’s hierarki, og der står Jønke jo meget højt, siger Politiinspektør Mogens Lauridsen fra Station City til B.T.

- Det ville være et meget kraftigt signal, hvis de ramte sådan én som Jønke. Det er der ingen tvivl om.

Den garvede politimands analyse underbygges af B.T.s research i det kriminelle københavnske miljø.

- Sandberg var nok nummer et på ønskelisten, og derefter står Jønke lige under, siger en anonym kilde til B.T.

I dag færdes Jønke udendørs med flere bodyguards, der vogter den højprofilerede rockers sikkerhed, og hans private lejlighed er ekstra forstærket mod eventuelle indtrængere.

Har stadig en kugle i ryggen
Jønke har før været udsat for attentat, da han afsonede sidste del af sin dom for Makrel-mordet i Jyderup Statsfængsel. Dengang var det rivalerne fra Bandidos, der skød med maskinpistol og smed håndgranater ind i hans celle. I dag bærer Jønke stadig rundt på en kugle i ryggen, som ikke kunne opereres ud.

I dag er der fred med Bandidos, og den aktuelle krig foregår mellem HA og deres ungdomsklub AK81 på den ene side og kriminelle indvandrer-grupper på den anden. Og det er et langt mere afgrænset opgør, end man umiddelbart skulle tro.

Ifølge Mogens Lauridsen handler konflikten om, at HA gennem årene er blevet hårdt trængt af kriminelle indvandrer-grupper, og på landsplan drejer det sig kun om en håndfuld indvandrer-grupper, centreret omkring København.

Her er det fortrinsvis to stærke grupperinger fra Nørrebro, der bekriger Hells Angels og AK81. Blågårds Plads-banden og en anden gruppe uden navnebetegnelse.

Herudover nævner Lauridsen en gruppering fra området ved Københavnerforstæderne Ishøj/Greve, der blandt andet var involveret i en skudepisode i København sidste år, en anden gruppering fra Tingbjerg i udkanten af København, samt Trillegårds-gruppen ved Århus som kriminelle indvandrer-grupper, der er i konflikt med HA og AK81.

- Det er svært at hegne det helt ind, for der kan være personlige opgør på kryds og tværs, og folk fra andre grupper, der blander sig. Men det er rimeligt afgrænset, som det ser ud nu, konstaterer Mogens Lauridsen.

I krig mod 100 mand
Politiinspektørens oplysninger bekræftes af andre kilder med personligt kendskab til det kriminelle miljø, der dog også nævner en indvandrer-gruppering fra Tåstrupgård-bebyggelsen i Tåstrup, som værende i konflikt med Hells Angels.

- I alt taler vi om en cirka 100 mand, der slås med HA og AK81, siger kilden til B.T.

I følge B.T.s oplysninger, var det netop kriminelle fra Tåstrupgård, der holdt møde med den indvandrer, der blev skudt ned på thai-restauranten Ban Gaw mandag i denne uge. Her arbejder politiet ud fra den teori, at det er AK81, der står bag attentat-forsøget.

Når I kan snævre det ind til så forholdsvis begrænsede grupper, hvad bruger I så den viden til?

- Det er klart, at vi har et godt øje til de personer, der sidder i de forskellige grupperinger, både hos HA og de kriminelle ndvandrere, men det er jo0 desværre umuligt at skygge dem allesammen, siger Mogens Lauridsen.

- Vi har skærpet opmærksomhed på de steder de plejer at opholde sig. I klublokaler, på restauranter og andre steder, hvor vi møder dem. På offentlige steder, bliver de tjekket og visiteret, så vi er sikre på, at de ikke er til gene for andre i denne her situation.

Kun ramt af en stol
B.T. har kontaktet Jørn 'Jønke' Nielsen fra HA for en kommentar til politiets vurdering.

- Det er vist kun i pressen, at det har symbolværdi, at blive ramt af en stol, siger Jønke med reference til, at Brian Sandberg torsdag, var så heldig kun at blive ramt af fragmenter fra en stol, da han blev forsøgt myrdet på Cafe Joe & The Juice i Københavns centrum.

Føler du dig slet ikke udsat?

- Det har jeg af gode grunde ingen kommentar til, siger Jønke gennem telefonen med et lille smil i stemmen.