Nu har jeg lyttet til Bruce Springsteens nye album 'Working On A Dream', der udkommer på mandag, så mange gange, at jeg smiler bare ved tanken om de pragtfulde nye popsange. Og pop er det!
Milevidt fra tunge omend nødvendige album som 'Nebraska' spræller de nye sange som 'Life Itself', 'Surprise Surprise' og 'What Love Can Do' som legesyge hundehvalpe på forårets første tur i parken. Bruce synger om muligt bedre og mere befriet end nogensinde. Og som en ekstra bonus lyder det som om, alle medvirkende musikere blot har fået én ordre: 'nyd det!'Således svulmer bassen af spilleglæde, trommerne banker som hjerteslaget selv og salig Danny Federici på tangenter får på sine sidste indspilninger med The E-Street Band bogstaveligt talt glædestårerne til at strømme hos undertegnede - lyt især til 'My Lucky Day'.
Og hvad er det så, der har gjort den ofte lidt melankolske Springsteen så fornærmende glad. Jo, det er såmænd livet, familien, ungerne, solen, månen, årstiderne og så selvfølgelig hustruen Patti, der på den smittende 'Kingdom Of Days' får Bossen til at juble 'I love you, I love you, I love you, I do'.
Sjældent afslappet
Hvis man ikke vidste bedre, og hvis lyden ikke havde været så håbløst fed, så kunne man fristes til at tro, at det her var Beatles eller Roy Orbison anno sådan lige først i 60erne. Og det er heller ikke noget tilfælde.
Ud over at være en skål til livet og lykken, så er 'Working On A Dream' nemlig også en 100 pct. vellykket hyldest til musikken, som The Boss voksede op med hjemme i Jersey: The Byrds, Roy Orbison, The Drifters og selvfølgelig knægtene fra Liverpool, The Beatles.
Således får violinerne lov til at svulme. De store og smittende korarrangementer får frit løb. Og en sjældent afslappet Springsteen placerer med sikker hånd og nogle af sin karrieres mest iørefaldende sange et stort lykkeligt smil lige midt i ansigtet på selv den mest vintermutte lytter.
