Animal Collective er et ægte unikum på musikscenen, og det understreger de endnu engang med atter et album, der tangerer det mesterlige.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hypen omkring Baltimores Animal Collective er over de senere taget voldsomt til. Sådan cirka med start i 2007, hvor musikverdenen for alvor fik øjnene op for Panda Bear (Noah Lennox) og Avey Tares (David Portner) musikalske genialitet.Og det selvom de to allerede begyndte at revolutionere scenen for snart ti år siden.
Det var hér, at de to legesyge komponister dekonstruerede popmusikkens skabeloner via 2000s ’Spirit They’re Gone, Spirit They’re Vanished’, 2001s ’Danse Manatee’ og senere 2003s ’Here Comes the Indian’s totalt abstrakte psykedelisk-elektroniske ekskursioner.
På de efterfølgende ’Sung Tongs’ (2004) og ’Feels’ (2005) flirtede Animal Collective med folk-musikken og arbejdede på sidstnævnte sammen med idoler som islandske Múm, Arto Lindsay og avantgarde-ikonet John Zorn.
Men gennembruddet kom som sagt først for et par år siden med den lidt for overgearede ’Strawberry Jam’, som viste en ny, dansabel side af kollektivets kompositioner.
Og med samme års tranceinducerende soloalbum fra Panda Bear og den efterfølgende (fortjente) hype in mente, undrer det ikke videre, at dette niende album fra gruppen, ’Merriweather Post Pavilion’, nærmest allerede synes guldbelagt af fans og anmeldere inden udgivelsen.
Men bare rolig; hypen holder faktisk.
Scroll ned og læs videre
Psykedeliske stimulanser
Animal Collective har hele tiden arbejdet sig målbevidst mod mesterværket, og denne gang er de igen umanerligt tæt på – og det endda uden at give afkald på eksperimenterne og abstraktheden fra de tidligere værker.
Sammen med den ”hjælpende hånd”, Geologist (Brian Weitz), er det lykkedes triokollektivet at skabe en plade, der burde formå at transportere enhver lytter til et andet sted, hvad enten man normalt hører pop, jazz eller heavy metal.
D’herrer har aldrig lagt skjul på, at de selv tager psykedeliske stimulanser i brug for at nå ”ud på den anden side” musikalsk, og at dømme ud fra den vanlige skævhed både musikalsk og tekstmæssigt, er dét her album ingen undtagelse. Men hvis det er det, der skal til for at skabe banebrydende musik, hvad så?
Fra start signaleres noget stort via eksplosionerne i åbningsnummeret ’In the Flowers’ og afslutningen markeres på samme måde tre kvarter senere i ’Brother Sport’.
Stort set alt herimellem er pure bliss, hvis vi nu skal blive i stimulansjargonen.
Fem-en-halv stjerner
Man lever med lige fra den groovy, medrivende ’My Girls’ over ’Also Frightened’, der drilsk cirkulerer i trancetomgang inden det euforiske omkvæd til den disco-pumpende ’Summertime Clothes’, som samler tråden op fra ’Strawberry Jam’.
Foruden disse højdepunkter begejstrer især ’Lion in a Coma’ (tilsat jødeharpe!) og den afdæmpede ’No More Runnin’, som sagtens kunne have hørt hjemme på en plade af kollegaerne Deerhunter.
Desværre er der dog også et ”men”, for Panda Bear har – som man kunne høre det på hans seneste soloplade – en svaghed for kitschede popmelodier.
Det kommer stærkest til udtryk i albummets ”pæne barn” ’Bluish’, der unægtelig er det fødte radiohit, men som også har en irriterende nærmest Michael Bolton’sk klaverfigur i omkvædet, og derfor ikke rigtig hører hjemme her.
Og så er der ’Daily Routine’ og ’Guys’ Eyes’, som ikke virker 100 % færdigbagte. Men det er tæt på!
Egentlig bør man dog slet ikke skille sangene fra hinanden, for sammenlagt til albumformen ’Merriweather Post Pavilion’, gør de markant større indtryk.
Frem for alt stimulerer og kilder Animal Collectives musik hjernen, og skal man beskrive der univers bliver det med superlativer som dadaistisk og anarkistisk sidestillet med hypnotisk og ekstatisk.
En fuckfinger til alle de, der gik og troede, at man ikke kan noget nyt med musikken længere.
Hvis man kunne give halve stjerner, havde Animal Collective fået 5½ af slagsen. Dels på grund af den ene smutter, dels på grund af, at de formentlig stadig går og gemmer på det endelige mesterværk op i ærmerne.
Se en fan-video til sangen 'My Girls' i ægte psykedelisk stil her:
