Det er svært at finde indvandrer-skuespillere til 'Livvagterne'. Producenten kigger nu mod Sverige for at finde egnede emner.

Med et seertal på over 1,5 mio. har 'Livvagterne' kæmpe succes. For første gang sætter en DR drama-serie fokus på indvandrerproblemer, og hen ad vejen vil Jasmina med muslimsk baggrund, Jonas med jødisk baggrund og Rasmus med kristen baggrund løbe ind i problemer i forbindelse med deres tro.

Men i forbindelse med optagelserne er også DR løbet ind i et stort problem. De er simpelthen løbet tør for skuespillere med indvandrerbaggrund, der er dygtige nok, siger producenten. DR må måske til Sverige for at finde skuespillere til de næste afsnit. Læs videre nedenunder

Svært at sige replikker
- Vi har haft et stort problem til afsnit 5 og 6. Vi har lavet den sædvanlige casting, som man gør til episodehistorierne. Og der var ikke så mange at tage af. En ting er at være med i et par scener og se rigtig ud, noget andet er at bære en hovedrolle og sige replikker og spille scenerne, siger producenten Sven Clausen, der også har været producent på store tv-satsninger som 'Taxa' og 'Ørnen'.

Eftersynkroniserer
- Og det er klart, at det er noget, vi taler om. Det er i hvert fald min holdning lige nu, at hvis jeg får et manuskript med en karakter med anden etnisk baggrund, så vil jeg caste med en svensk skuespiller. Hvis der bliver sproglige problemer, så eftersynkroniserer vi, siger han.

I alt har de haft omkring 200 hel- og halvprofessionelle skuespillere til casting på de tre hovedroller. Og eksempelvis endte Jasmina, der i serien er fra nordafrika med en egyptisk far, med at blive spillet af Cecilie Stenspil, der er halvt færørsk og halvt dansk, selvom de havde op mod 40 piger til casting på rollen, heraf flere med 'ægte' anden etnisk baggrund.

Indvandrerskuespillere som Janus Bakrawi og Hassan Preisler er uenige i, at der ikke findes nok dygtige skuespillere med anden etnisk baggrund i Danmark.

Dygtige brune danskere
- Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det ikke er muligt at finde en Jasmina. Hvis de påstår det, så har de et medansvar for at ændre tingenes tilstand og være med til at forandre det. Der er mange dygtige brune danskere derude. Men hvis man som ung brun dansker ikke ser sig selv repræsenteret blandt de etablerede skuespillere, så er det naturligt at tænke, at det ikke er den vej, jeg skal gå, siger Hassan Preisler.

Sven Clausen mener ikke, at DR har et ansvar for at skabe roller med brune spillere, der ikke kører på klicheer.

- Dramatik handler om at skabe dramatiske situationer. Så kan man spørge, om der ikke er en tendens til at sætte tingene på spidsen? Jo, det er der, ellers bliver det møgkedeligt. Så længe vi laver den form for dramatik, hvor vi holder et spejl op og skildrer vores samtid, så bruger vi jyder, kristne, sjællandere og muslimer i de situationer, som de gennemspiller i virkelighedens Danmark, siger han.

Men der er jo også indvandrere, som ikke er splittet?

- Masser. Men jeg kan ikke forestille mig, at det bliver en central historie, fordi i en splittelse ligger der noget dramatik.

Men hvis du sætter dig ind i en taxi, som den kvindelige politiker gør i de første afsnit, så kan jeg sagtens forestille mig, at næste gang, det sker i 'Livvagterne', så er der ikke nogen konflikt i det. Så er det verdens hyggeligste tyrker, der sidder og kører, siger Sven Clausen.

Ikke så provokerende
Sven Clausen peger på Betty Nansen Teatret som et af de steder, der eksperimenterer med indvandrere i mange forskellige roller. Men han mener ikke, at det er TVs opgave at rykke ved folks gængse forestillinger i bedste sendetid søndag aften kl. 20.

- Jeg tror ikke, at det sker i helt samme udstrækning i de store seriesatsninger på TV. Der er du mere spejlende end kunstnerisk provokerende. Jeg tror ikke, at det bliver på TV, at du ser den første sorte Romeo og Julie. Fordi der er for lidt identifikation, siger produceren.