Den israelske hær kritiseres for deres brug af brutal bombe i Gaza, der flænser ofrets væv til ukendelighed, og giver dødelig cancer.

Ben og arme der må amputeres, hele underkroppe, der er blæst væk, hurtigt voksende kræft. Israel beskyldes for at afprøve brutal bombe i Gaza, der især rammer civilbefolkningen.

- I forvejen er situationen forfærdelig, siger den norske krigskirurg Erik Fosse, der arbejder på Sheefa-hospitalet midt i Gaza. Han er stærkt kritisk overfor israels brug af den såkaldte DIME-bombe, der indtil videre har dræbt og såret flere hundrede civile palæstinensere.

- Dem der bliver ramt af bomben får forfærdelige skader fra de brændvarme mikro-fragmenter, der med enorm kraft blæser ind i kroppen på ofrene. Det flænser humant væv i stumper og stykker, og vi har måttet foretage langt flere amputationer af arme og ben end jeg har set før. Det ekstra ulykkelige er, at mange børn også kommer ind med alvorlige skader, siger Erik Fosse, der overfor DR betegner situationen som desperat.

LÆS VIDERE NEDENFOR

Udvikler dødelig kræft
En anden norsk læge, der arbejder i Gaza, Mads Gilbert, bekræfter overfor internationale nyhedsmedier, at civile palæstinensere i stor udstrækning rammes af den berygtede bombe.

- Vi har konstateret, at de bruger DIME-bomben her i Gaza. Den er designet til at sprede fragmenter over et mindre område end mange andre bomber. Men til gengæld forårsåger den uhyggelige skader, for dem der bliver ramt. Folk bliver nærmest skåret i stykker. Og hvis de ikke bliver invalideret eller dør af skaderne, udvikler ofrene dødelig cancer, siger Mads Gilbert.

- Jeg mener det er ulovligt efter international lov, og selv hvis man er i krig med nogen, bør man ikke behandle kvinder og børn på den måde, mener Gilbert, der ligesom kollegaen Fosse har været udstationeret i utallige brændpunkter verden over. Fra Burma over Cambodia, Libanon og Angola.

DIME-bomben er udviklet af det amerikanske luftvåben, og designet til at ramme mere præcist. Dens sprængradius er ifølge Defencetech.org. omkring 25 fod. Men som organisationen skriver: 'Bombens sprængeffekt er ufatteligt destruktiv, og det tungsten, der er tilføjet skaber en chok-bølge langt kraftigere end almindelige bomber.'

Tungsten-materialet skulle dæmpe spredningen, men bliver til gengæld til mikro-fragmenter og tungsten-støv, konstaterer defence.tech.org.

I følge den amerikanske hærs egne tests af fragmenterne og støvet, der trænger ind i ofrenes krop, er der ingen tvivl om, at risikoen for at udvikle dødelig cancer er overhængende, når man rammes af DIME-bombens mikro-fragmenter.

John Kalinich's hold i Armed Forces Radiobiology Research Institute i Maryland har konstateret, at 92 rotter med tungsten-fragmenter i kroppen, alle udviklede den sjældne cancerform rhabdomyosarcoma indenfor kun fem måneder.

På den israelske ambassade i København benægter fungerende ambassadør Dan Oryan ikke brug af DIME-bomben.

Det officielle svar fra den israelske hærs talsmand, overbragt af Dan Oryan lyder: De israelske forsvarsstyreker bruger kun våben og ammunition, der er legale ifølge international lov.

Da B.T.dk sagde til DanOryan, at det ikke besvarede spørgsmålet om Israels brug af DIME-bomben svarede han:

- Det er det officielle svar. Det betyder, at det ikke er umuligt, at vi bruger den bombe du spørger til.

DIME-bomben er endnu kun på det eksperimentelle stadium og er derfor ikke ulovlig ifølge internationale FN-konventioner.