Stein Bagger og IT Factorys talerør, Erik Ove, planlægger at skrive bog om svindelsagen og alle bluff-numrene.

Stein Bagger gjorde ham til talerør for alle sine bluff-numre. Men nu vil den tidligere kommunikations-rådgiver for IT Factory, Erik Ove, servere sandheden om Stein Bagger.

Og derfor planlægger han en bog om det gigantiske it-fupnummer. Nye afsløringer kan være på vej i kraft af Erik Oves store insider-kendskab til Stein Bagger.

På nuværende tidspunkt har Erik Ove ifølge B.T.s oplysninger planlagt mindst tre interviews med centralt placerede personer i det krakkede IT Factory. Flere af dem tidligere bestyrelsesmedlemmer. Interviewene skal bruges i den planlagte bog.

Dertil kommer, at Erik Ove er den person i Danmark, der har tættest tilknytning til den vingeskudte bestyrelsesformand Asger Jensby, som adskillige medier stillede alvorlige spørgsmålstegn ved under optrevlingen af IT Factory-sagen.

Selv er kommunikationsrådgiveren tilbageholdende med at fortælle om interviewene og den planlagte bog, men bekræfter, at en bog er på tale.

Tæt på detaljerne - Jeg kan ikke sige noget på nuværende tidspunkt. Det er kun i overvejelsesfasen lige nu, og der er ikke nogen aftale med noget forlag. Jeg skal nok give lyd, når der kommer en aftale, siger Erik Ove til B.T.

Flere andre, herunder bloggeren Dorte Toft, er i øjeblikket i gang med forarbejdet til bøger om Stein Bagger.

Men det vil være Erik Ove, der vinder titlen som den forfatter, der er tættest på detaljerne.

Blandt andet var han til stede, da Asger Jensby, Jeanette Lorenzen og andre IT Factory-ansatte tog dokumenter fra Stein Baggers hemmelige kontor på Schæffergården, ligesom Erik Ove i skrivende stund er kommunikationsrådgiver for Baggers kone Anette Uttenthal.