Dansk Folkeparti tager helt fejl, når de påstår, at kulturministeren agter at køre den borgerlige kulturkamp på politisk museum. Det fastslår statsministeren.

Dansk Folkeparti kan sove helt trygt om natten. For det borgerlige Danmarks indædte kamp mod kollektivisme og kulturradikale lever lige så stærkt, som den gjorde for syv år siden, da regeringen trådte til.

Det slår statsminister Anders Fogh Rasmussen fast i dag under Folketingets spørgstid.

- Man kan ikke afblæse kulturkampen, for den har ingen slutdato og foregår hele tiden. Den samlede regering er fulde og aktive deltagere i en løbende værdidebat og kulturkamp, siger han.

Men sådan ser Dansk Folkeparti ikke på sagen: Den 100 dage gamle konservative kulturminister Carina Christensen har afblæst værdidebatten, lyder det, og det skuffer partiformand Pia Kjærsgaard dybt.

- Hun har aflyst kulturkampen, og det er skuffende ud over alle grænser. Hun må virkelig tage sig sammen, stå fast og føre banneret. Nu har hun fået lov at ligge på den lade side ret længe, og så havde man ærligt talt forventet større engagement, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

/ritzau/