HA-klubhus i Nørresundby ransaget onsdag aften. Politiet fandt en revolver og anholdt fire

Politiet har onsdag aften ransaget rockergruppen Hells Angels' klubhus i nordjyske Nørresundby ved Aalborg.

- Vi var ude at lede efter en eftersøgt person fra HA. Under ransagningen af rockerborgen finder vi en Magnum 357-revolver, siger vagthavende ved Nordjyllands politi, Henrik Beck.

Politiet valgte derefter at anholde de tre tilstedeværende i rockerborgen, som i skrivende stund sidder tilbageholdt på politistationen i Aalborg.

Den eftersøgte person opholdt sig ikke i rockerborgen, men blev fundet på en anden adresse.

- Så i alt har vi fire anholdt i sagen, oplyser Henrik Beck til bt.dk