Venner og familie er stadig i chok og forstår ikke, hvorfor Kandis-Johnnys kone Helle begik selvmord.

Hvorfor? Dét spørgsmål skriger på femte dag til den himmel, hvor 41-årige Helle Bekhøj nu befinder sig.

Såvel familie som venner savner stadig svar på, hvad der i mandags fik Kandis-Johnnys kone til at begå selvmord. Tilmed på så brutal og tragisk en måde.

- Som jeg har snakket med Johnny om, så har man altid en option. Man tager ikke bare sit eget liv. Uanset hvor sort det ser ud, er der altid en udvej, siger musikproducer Jan Lysdahl, som udover at have produceret Johnny Hansens soloalbum også har været ven med ham i en årrække.

- Så vi er nogle stykker, som stadig er helt rystede og bare står og spørger hinanden »hvorfor«? Ingen af os kan fatte det. Alle er ét stort spørgsmålstegn. Jeg bliver nok først klogere, når jeg en dag får lejlighed til at sætte mig ned og snakke ordentligt med Johnny om det. Men jeg ved ikke engang, om han har en forklaring. Hun må have båret på en stor ulykke indeni sig, siger Lysdahl.

Altid glad og smilende
Et af kendetegnene ved Helle Bekhøj var nemlig, at hun altid var glad og smilende. Hvad enten hun var i følge med sin mand gennem 26 år eller bevægede sig rundt i Hurup by sammen med de to døtre Cecilie og Caroline på 16 og 12.

Sidste weekend var ingen undtagelse. Traditionen tro var Johnny Hansen fredag og lørdag på landevejen med Kandis, mens Helle passede hjemmelivet. Søndag forsvandt hun tilsyneladende pludselig fra parrets rødstensvilla i Hurup. En forsvinden Johnny Hansen først valgte at melde til politiet sent mandag.

17 timer senere fik han den brutale melding. Helle havde begået selvmord. Hun blev fundet i familiens sommerhus.

Det var hendes svoger, John, der fandt hende, efter hele familien desperat havde ledt i timevis.

John Jensen er gift med Helles søster og bor ligesom hendes mor og stedfar i Hurup. Samme lille by som har dannet rammen om Johnny og Helles lange liv sammen.

Bog til de efterladte
Journalist og forfatter Inger Anneberg har i de seneste 10 år beskæftiget sig med selvmordsforebyggelse og skrevet bogen »Sorgen ved selvmord. En bog til efterladte«. I bogen fortæller hun om en kvinde og mor, der forsøgte selvmord, men overlevede.

- Hun fortalte, at hun nærmest fik sådan et tunnelsyn, hvor hun kun kunne tænke på sin egen smerte. Og at det ville være bedre for børnene, hvis hun ikke var der. At hun ikke var til nogen nytte. Hun gik med det inde i sig selv og overbeviste sig selv om, at det var rigtigt. Og det skal man aldrig gøre, for hvis hun havde snakket med nogen om det, så havde de jo kunnet fortælle hende, at det ikke var rigtigt, fortæller Inger Anneberg og fortsætter:

- Nu ved vi jo ikke noget om, hvorfor hun har gjort det i det her tilfælde, men folk kan godt skjule en depression, og derfor kan det komme fuldstændig bag på alle, når det sker, siger hun.